Regeringens plan om at fjerne støtten til ældrerådenes fælles talerør, Danske Ældreråd, møder stærk kritik fra flere organisationer, der advarer om negative konsekvenser for lokaldemokratiet.

Regeringens beslutning om at fremlægge et finanslovsforslag, der trækker al støtte til Danske Ældreråd, har fået meget kritik. Ældreråd i hele landet er gået på barrikaderne for at forsvare deres landsorganisation, men også en lang række organisationer advarer mod at lukke ned for ældrerådenes talerør.

Det hænger simpelthen ikke sammen
Landsformand for Faglige Seniorer, Mette Kindberg, er blandt de kritikere, der undrer sig over regeringens beslutning. Til Avisen Danmark siger hun:

- Det hænger simpelthen ikke sammen. På den ene side taler regeringen om at styrke civilsamfundet og decentralisere beslutningskraften, og på den anden side fjerner man en organisation som Danske Ældreråd, der netop arbejder for at støtte de frivillige ældreråd i kommunerne.

Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, deler bekymringen. I en artikel på Ældre Sagens hjemmeside kalder han det en skam, hvis støtten til Danske Ældreråd fjernes.

- Ældrerådene udfører et vigtigt arbejde for at styrke ældres vilkår og lokaldemokratiet rundt om i landets kommuner. At stække deres muligheder på det organisatoriske plan på denne måde, er for os at se uhensigtsmæssigt, lyder det fra Bjarne Hastrup.

Vi forstår det ærligt talt ikke
Hos Danske Seniorer møder regeringens forslag ligeledes modstand. Organisationens direktør, Katrine Lester, siger i en pressemeddelelse:

- Danske Ældreråd er en vigtig aktør på den ældrepolitiske scene. De er paraply for de lokale ældreråd, og der er brug for organisationen og dens stemme. I Danske Seniorer forstår vi ærlig talt ikke, hvorfor regeringen vil spare på Danske Ældreråd.

Katrine Lester peger samtidig på, at besparelsesforslaget ikke flugter med regeringens ældrereform:

- Tilskuddet er helt nødvendigt for, at Danske Ældreråd kan eksistere - og det giver ingen mening, at spare det væk. Slet ikke nu, hvor regeringen i sin ældrereformen har lagt op til at civilsamfundet skal spille en stærkere rolle på ældreområdet, siger Katrine Lester.

Ikke kun tab for det lokale demokrati, men for hele samfundet
Også Alzheimerforeningen advarer mod at fjerne støtten til Danske Ældreråd. På LinkedIn skriver foreningens formand, Birgitte Vølund, at:

- Danske Ældreråd spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre, at de lokale ældreråd kan koordinere deres indsatser og at de er demokratiske medspillere ude i lokalsamfundene. Jeg håber, at det er en forglemmelse, at der ikke er afsat penge til organisationen Danske Ældreråd på den kommende finanslov, siger Birgitte Vølund, der er formand for Alzheimerforeningen.

Hun tilføjer, at:

- Den manglende finansiering af Danske Ældreråd stemmer heller ikke overens med, at vi har et særskilt Ældreministerium og at vi netop nu har en Ældrelov i høring. Naturligvis skal ældrerådene have tilskud til en organisation, der kan støtte dem i deres vigtige arbejde.

Heller ikke Ergoterapeutforeningen kan se det fornuftige i at lukke ned for Danske Ældreråd-.

Formand for Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager, peger i et opslag på LinkedIn på at, ”hvis Danske Ældreråd lukker ned, så mister vi som samfund også 98 ældre- og seniorråds samlede stemme i den landspolitiske debat. Det vil ikke kun være et tab for det lokale demokrati, men for hele samfundet.”

Læs også:

Forsker: Det vil være en forringelse af ældrerådenes mulighed for at udfylde deres rolle, hvis de mister deres landsorganisation

Regeringsforslag om at fjerne al støtte Danske Ældreråd møder massiv kritik

Fælles opråb fra ældreråd til ældreministeren: Vi har brug for Danske Ældreråd

Regeringen svækker de ældres stemme: Fjerner al støtte til ældrerådenes talerør

Det siger ældreministeren

Foto: Les Kraner

I modsætning til landets ældreråd, flere organisationer og en forsker, efterlader ældreminister Mette Kierkgaards (M) udtalelser til pressen det indtryk, at hun ikke mener, det får nogen betydning for ældrerådenes arbejde, hvis de mister den organisation, der rådgiver dem og er deres fælles talerør.

Til mediet Seniormonitor siger hun ”Jeg tror, det er vigtigt, at man i debatten sondrer mellem ældrerådene og sekretariatet. Vi vil jo ikke nedlægge ældrerådene, for ældrerådene er virkelig velfungerende, og man er helt tæt inde i det lokalpolitiske maskinrum”. Et budskab hun har gentaget i andre medier. Blandt andet har hun overfor Ekstra Bladet understreget, at det er vigtigt, at man ikke blander de individuelle ældreråd sammen med Danske Ældreråds sekretariatsarbejde.