Landets folkevalgte ældre- og seniorråd står til at få en vigtig stemme i udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Et nyt udkast til en bekendtgørelse lægger op til, at rådene skal repræsenteres i de kommende patient- og pårørendeudvalg under sundhedsrådene.
Det glæder Danske Ældreråd, som længe har arbejdet for, at rådene bliver repræsenteret i de nye patient- og pårørendeudvalg. Udvalgene får nemlig en vigtig rolle at spille i forhold til at sikre, at borgerperspektivet indgår i udviklingen af sundhedsvæsenet.
– Vi er meget glade for, at der er blevet lyttet til vores ønske. Ældre- og seniorrådene repræsenterer mere end 1,6 millioner ældre borgere og har en stærk demokratisk forankring i lokalsamfundene, siger Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd.
Hun peger på, at netop det, at ældre- og seniorrådene er tæt på borgerne og på det kommunale maskinrum giver dem gode forudsætninger for at bidrage til udviklingen af det nære sundhedsvæsen.
– Ældre- og seniorrådene har et godt indblik i både de udfordringer, borgerne møder i hverdagen, og de løsninger og samarbejder, der fungerer i praksis. Den viden vil rådene bringe ind i udvalgene, så borgernes erfaringer bliver omsat til bedre sammenhæng mellem sygehuse, egen læge og kommunale tilbud, siger Inger Møller Nielsen.
Nye netværk står klar
Ældre- og seniorrådene er i gang med at samle sig i netværk, der følger geografien for de 17 sundhedsråd. Netværkene skal samle erfaringer og viden fra rådene på tværs af kommunerne og skabe grundlag for et stærkt og koordineret bidrag til arbejdet i patient- og pårørendeudvalgene.
– Vi har længe arbejdet på at få en plads i udvalgene, og samtidig har vi forberedt os godt på opgaven. Med netværkene kan ældre- og seniorrådenes repræsentanter trække på erfaringer fra ældre- og seniorråd i hele sundhedsrådets område og bringe en bred vifte af lokale borgerperspektiver ind i arbejdet, fortæller Inger Møller Nielsen.
Danske Ældreråd vil nu afgive høringssvar til bekendtgørelsesudkastet.
– Vi ser frem til at bidrage til udviklingen af det nære sundhedsvæsen i samarbejde med repræsentanter udpeget af Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen. Sammen kan vi være med til at sikre, at borgernes forskellige erfaringer og behov bliver hørt, slutter Inger Møller Nielsen.
Baggrund
- Under hvert af de 17 sundhedsråd skal der nedsættes et patient- og pårørendeudvalg.
- Ud over Danske Ældreråd skal også Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen udpege medlemmer af de nye patient- og pårørendeudvalg.
- Formålet med patient- og pårørendeudvalgene er at sikre, at patienter og pårørendes perspektiver og erfaringer indgår systematisk i udviklingen af sundhedsvæsenet samt at understøtte et lokalt forankret og tættere samarbejde mellem kommuner, regioner, borgere og patienter.
- Patient- og pårørendeudvalgene nedsættes med virkning fra 1. januar 2027.
- Sundheds- og Kirkeministeriet har sendt udkast til bekendtgørelse om patient- og pårørendeudvalg i offentlig høring frem til 24. september 2026. Det forventes, at den endelige bekendtgørelse udstedes umiddelbart derefter.
Bekendtgørelse om patient- og pårørendeudvalg, der er sendt i høring kan læses her
