Når der til efteråret afholdes ældrerådsvalg i størstedelen af landets kommuner, sker det med et utal af forskellige valgformer, der resulterer i vidt forskellige stemmeprocenter. Det kan betyde, at tusindvis af ældre ikke deltager i valget til de råd, der skal være deres talerør over for kommunen de næste fire år. Det viser en ny undersøgelse fra Danske Ældreråd.
I efteråret får over en million ældre borgere mulighed for at stemme, når der afholdes ældrerådsvalg i 91 kommuner. Men hvordan man kan stemme – og hvor nemt det er – afhænger i høj grad af den enkelte kommune. Det kan få stor betydning for stemmeprocenten.
Hele 34 kommuner afholder således i efteråret ældrerådsvalget som enten brevvalg eller digitalt valg – på trods af, at disse valgformer historisk set giver meget lave stemmeprocenter.
Ved de seneste ældrerådsvalg, hvor de fleste blev afholdt i 2021, stemte således knap 41 procent i kommuner med brevvalg og kun 27 procent stemte i kommuner med digitalt valg. I kommuner med traditionelt fremmødevalg stemte derimod næsten 58 procent.
Det vækker derfor bekymring hos Danske Ældreråd, at kun 55 kommuner har besluttet at gennemføre ældrerådsvalget i efteråret som et fremmødevalg på samme dag som kommunalvalget.
- Vi ved, at fremmødevalg, hvor man sætter sit kryds i en stemmeboks samme dag som kommunalvalget, er den valgform, der giver den højeste stemmeprocent. Når mange kommuner anvender andre valgformer, er det et problem for lokaldemokratiet, siger Inger Møller Nielsen, formand, Danske Ældreråd.
Hun giver som eksempel, at kommunerne er i færd med at gennemføre en ældrereform, hvor et tæt samarbejde med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet er en central værdi. Derfor er det meget uheldigt, at nogle kommuner samtidig vælger valgformer, der sænker valgdeltagelsen og dermed svækker legitimiteten hos de ældreråd, som netop skal rådgive kommunen og repræsentere de ældre borgere i den proces.
Store lokale forskelle på stemmemuligheder
En anden bekymring for Danske Ældreråd er, at der anvendes et virvar af forskellige valgformer rundt om i kommunerne.
De fleste kommuner afholder traditionelt fremmødevalg samme dag som kommunalvalget, hvor man sætter sit kryds i en stemmeboks enten med en blyant eller på en iPad. Andre benytter brevvalg i forskellige varianter. For eksempel brevvalg med returforsendelse eller brevvalg hvor stemmesedlen afleveres på et valgsted. En del kommuner benytter også digitalt valg, hvor borgeren skal stemme via computer hjemmefra. Enkelte afholder fremmødevalg anden dato en kommunalvalget, hvilket også resulterer i en lav stemmeprocent.
Også tidspunktet for valget kan variere. De fleste afholder det samtidig med kommunalvalget, men nogle kommuner vælger at lægge valget før eller efter – og enkelte afholder det i et helt andet år.
– Et ældrerådsvalg bør være så enkelt som muligt at deltage i. Derfor appellerer vi til, at alle kommuner fremover vælger den dokumenteret mest effektive model – fremmødevalg samme dag som kommunalvalget. Ellers risikerer vi, at det bliver postnummeret, der afgør, hvor nemt det er at deltage i lokaldemokratiet, siger Inger Møller Nielsen.
Hun fremhæver samtidig, at det er opløftende, at over halvdelen af landets kommuner gennemfører fremmødevalg samtidig med kommunalvalget – og med succes. Det svarer til niveauet ved ældrerådsvalgene for fire år siden, og det viser, at de praktiske og økonomiske bekymringer, som nogle kommuner har i forhold til denne model, tydeligvis kan løses i praksis.
Om ældreråd og ældrerådsvalg
I hver kommune findes et lovfæstet ældreråd, valgt af borgere på 60 år og derover. Ældrerådene – i nogle kommuner kaldet seniorråd – rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske emner, der vedrører ældre. Ældrerådene bidrager med nye ideer og kommer med forslag til forbedringer på ældreområdet.
Der skal mindst hvert fjerde år afholdes valg til ældrerådene. Alle, der er fyldt 60 år, kan stemme og dermed være med til at sammensætte de råd, der sikrer ældre indflydelse på kommunens ældrepolitik.
Kommunerne bestemmer selv, hvordan ældrerådsvalget skal afholdes – herunder valgform og tidspunkt. Det betyder, at der er stor forskel på, hvordan valget gennemføres fra kommune til kommune.
Sådan afholder kommunerne ældrerådsvalg efteråret 2025
I alt afholder 91* kommuner ældrerådsvalg efteråret 2025:
- 55 kommuner afholder fremmødevalg samme dag som kommunalvalget – i 40 kommuner sættes krydset med en blyant i stemmeboksen, i 15 kommuner på en iPad.
- 17 kommuner afholder brevvalg i forskellige varianter.
- 17 kommuner afholder digitalt valg.
- 1 kommune afholder fremmødevalg på anden dato end kommunalvalget.
- 1 kommune har primo august ikke besluttet valgform
Valgdeltagelse ved forskellige valgformer (2021)
- Fremmødevalg: 57,64 procent
- Brevvalg: 40,75 procent
- Digitalt valg: 27,64 procent
* 7 kommuner afholder valget på et andet tidspunkt/år.
