Danske Ældreråd er blevet en del af Alliancen for et Aldersvenligt Danmark, der er et nyt, tværgående partnerskab, der skal samle organisationer, virksomheder, fonde, forskningsmiljøer og civilsamfund om at gøre Danmark mere aldersvenligt.

Som alliancepartner bliver Danske Ældreråd en aktiv del af en positiv fortælling om alder og om et Danmark, der ruster sig til fremtidens befolkningssammensætning.

Baggrunden er den demografiske udvikling. I dag er mere end 1,1 millioner danskere fyldt 67 år, og frem mod 2040 ventes antallet at stige til knap 1,4 millioner. Dermed vil næsten hver fjerde dansker være senior.

Selvom mange ældre leve sundere og mere aktive liv end tidligere, rummer udviklingen også udfordringer. Det gælder blandt andet i forhold til arbejdsmarkedstilknytning, boligsituation, mobilitet, trivsel, digital inklusion og stigmatisering.

Fælles indsats for et aldersvenligt samfund
Alliancen er en del af arbejdet omkring Rådet for et Aldersvenligt Danmark, som har fået til opgave af Ældreministeriet at formulere en fælles national vision for et samfund, hvor flere kan leve gode og sunde liv – med mulighed for aktiv deltagelse og meningsfulde fællesskaber.

Rådet for et Aldersvenligt Danmark er af enkelte medier blevet kaldt et ældreråd – men det er det bestemt ikke. Det understregede rådets formand, Lisbeth Knudsen da også på kick-off-mødet for den nye alliance: “Vi er IKKE et ældreråd. Vi er et fremtidsråd,” lød det fra Lisbeth Knudsen, der til daglig er strategidirektør i Altinget og Mandag.

Et fælles rum for samarbejde
Formålet med alliancen er at skabe et fælles rum for samarbejde, videndeling og handling på tværs af sektorer. Partnerne får samtidig mulighed for at bidrage med input til den nationale vision for et aldersvenligt Danmark.

Stærk lokal stemme i alliancen
Med deltagelsen i alliancen bidrager Danske Ældreråd med de lokale ældre- og seniorråds erfaringer og perspektiver fra hele landet. Det gælder blandt andet viden om ældres hverdag, lokale velfærdsløsninger, forebyggelse, sundhed og boligforhold.

Hermed er Danske Ældreråd med til at sikre, at de ældres stemmer og erfaringer bliver en aktiv del af den nationale vision for et mere aldersvenligt samfund. Et samfund, hvor alle generationer har mulighed for at leve gode, aktive og meningsfulde liv.