Hvordan forener man hensynet til klimaet med hensynet til ældres ernæring, livskvalitet og selvbestemmelse?
Det spørgsmål var på dagsordenen, da formand for Danske Ældreråd, Inger Møller Nielsen, deltog i en rundbordsdebat om ældre og ernæring på Folkemødet.
I sit oplæg understregede Inger Møller Nielsen, at Danske Ældreråd bakker op om den grønne omstilling, men at hensynet til de ældre altid må komme først, når det gælder mad på plejehjem og i kommunale køkkener.
– Den grønne omstilling skal tage udgangspunkt i de ældre, ikke den anden vej rundt. Maden skal først og fremmest understøtte sundhed, livskvalitet og den enkeltes ønsker, sagde hun.
Ældre er ikke modstandere af den grønne omstilling
Hun pegede på, at mange ældre allerede spiser fødevarer, der passer godt ind i en mere klimavenlig kost, og at ældre ikke bør fremstilles som en gruppe, der står i modsætning til den grønne omstilling. Problemet opstår først, hvis klima- og bæredygtighedsmål bliver så styrende, at de begrænser valgfriheden eller fører til måltider, som de ældre ikke har lyst til at spise.
Selvbestemmelse gælder også ved spisebordet
Inger Møller Nielsen fremhævede også, at selvbestemmelse er et bærende princip i den nye ældrelov, og at dette princip naturligvis også bør gælde ved spisebordet.
– Hvis en ældre, ønsker mere plantebaseret mad, skal det være muligt. Hvis en ældre, ønsker en hakkebøf eller et æg, skal det også være muligt, lød budskabet.
Mad handler om mere end klima
Samtidig advarede hun mod at reducere måltidet til et spørgsmål om CO₂-aftryk. Mad handler også om kultur, vaner, identitet og livskvalitet, og mange ældre er allerede i risiko for underernæring.
Danske Ældreråd ser ikke en modsætning mellem klima, ernæring og livskvalitet. Tværtimod er målet, at de tre hensyn går hånd i hånd. Men succeskriteriet må være, at de ældre får den mad, de ønsker, og den ernæring, de har brug for. Kan det samtidig gøres mere bæredygtigt, er det en gevinst.
Ældre skal kunne spise den mad, de ønsker
For Danske Ældreråd handler løsningen ikke om at vælge mellem klima og livskvalitet.
Mange offentlige køkkener arbejder allerede i dag med at skabe måltider, som både er velsmagende, næringsrige og mere bæredygtige. Men udgangspunktet skal være den enkelte ældre. Succeskriteriet må ikke først og fremmest være, hvor meget CO₂ der er sparet.

Deltagere i debatten
I debatten deltog en lang række aktører inden for mad og ernæring på ældreområdet. Ud over Inger Møller Nielsen deltog blandt andre følgende med et indlæg: Kirstine Hartvig Mahler, Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Nina Sindballe-Lauritsen, Meyers Madhus og Ann-Camilla Kjæmpe, Arla Danmark.
