Når Danske Ældreråd til foråret vælger ny bestyrelse, er der brug for engagerede kandidater, der vil være med til at sætte retning for organisationens arbejde. Det understreger Birgit Worm Kristensen, der efter fem år i bestyrelsen nu siger farvel, og her deler sine erfaringer med bestyrelsesarbejdet.
For Birgit Worm Kristensen, der til daglig er formand for Ældrerådet i Ikast-Brande Kommune, begyndte engagementet med en oplevelse af, at der ganske enkelt var for få, der meldte sig på banen.
- Jeg kendte kun til én kandidat, som var interesseret, og det mente jeg var et stort problem. Samtidig var jeg nysgerrig på, hvad jeg selv kunne bidrage med - ikke mindst fordi jeg har erfaring fra flere kommuner, og fordi ældres ve og vel altid har ligget mig på sinde, fortæller hun.
Men ønsket om at stille op handlede ikke kun om at udfylde et tomrum. Det handlede også om at sikre, at de erfaringer og perspektiver, der opstår i hverdagen i de lokale råd, bliver bragt videre til det nationale niveau.
- Det må være i vores fælles interesse at synliggøre vores geografiske områder og de lokale erfaringer i den ældrepolitiske debat, siger hun.
Samspillet mellem lokale råd og national politik
Og Birgit Worm Kristensen peger da også på, at netop samspillet mellem de lokale råd og bestyrelsens arbejde på nationalt niveau er Danske Ældreråds styrke.
Bestyrelsen fungerer som bindeled mellem rådene lokalt og de politiske beslutningstagere nationalt.
Det betyder, at lokale udfordringer kan løftes ind i en større sammenhæng – og omsættes til løsninger og politiske budskaber, der kan mærkes i hele landet.
- Den ældrepolitiske dagsorden er helt central. Jeg mener, at Danske Ældreråd har bidraget med vinkler, som ingen andre har kunnet, netop fordi vores politik bliver til i et tæt samspil med rådene, siger hun og giver som eksempel:
- Helt konkret kan det ses i forhold til blandt andet ældreloven og sundhedsloven, hvor Danske Ældreråds holdninger bliver taget alvorligt, fordi de bygger på ældre- og seniorrådenes erfaringer. Jeg oplever en stor respekt for organisationens synspunkter, og at de bliver efterspurgt.
En klar opfordring til nye kandidater
Til andre ældre- og seniorrådsmedlemmer, der overvejer at stille op til bestyrelsesvalget, men er i tvivl om, hvad det kræver, har Birgit Worm Kristensen en klar opfordring.
- Man skal have lyst til at engagere sig og løfte blikket, så ens input kan bruges i en større sammenhæng. Til gengæld får man utrolig meget igen. Den viden og erfaring, man opbygger i bestyrelsesarbejdet, er til stor inspiration og direkte nytte i både egen kommune og valgkreds, siger hun og afslutter:
- Vil man være med dér, hvor retningen bliver sat, og hvor lokale erfaringer omsættes til national indflydelse, så er bestyrelsesarbejdet i Danske Ældreråd både meningsfuldt og vigtigt.
Om valget
Der afholdes valg til bestyrelsen i Danske Ældreråd i 1. kvartal 2026 i valgkredsene 2, 4, 6, 8 og 10.
Valgene afholdes i forbindelse med Danske Ældreråds temadage den 23. februar, 25. februar, 4. marts og 5. marts 2026.
Kandidater
Valgbare er medlemmer af ældre- og seniorråd i den pågældende valgkreds. Hvert råd kan indstille op til to kandidater – én til bestyrelsen og én stedfortræder.
Valgkredse
Se oversigt over valgkredse og tilhørende råd her
Frist for kandidatanmeldelse
- Valgkreds 6, 8 og 10: 21. januar 2026
- Valgkreds 2 og 4: 2. februar 2026
Læs mere om valget her – her finder du også kandidatanmeldelsesskema og øvrigt materiale.
Om arbejdet i Danske Ældreråds bestyrelse
Bestyrelsen for Danske Ældreråd består af en formand, en næstformand og ti bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen afholder fem bestyrelsesmøder om året samt et todages bestyrelsesseminar. Møderne afholdes forskellige steder i landet – i Trekantsområdet, på Fyn, i København og virtuelt.
Som medlem af bestyrelsen er man med til at udvikle organisationen, sætte retning for arbejdet og sikre, at organisationen er en stærk og relevant stemme i ældrepolitikken. Man er også med til at udvikle og forbedre Danske Ældreråds medlemstilbud – fra rådgivning og videndeling til kurser, arrangementer og materialer.
