Regeringen og Danske Regioner har indgået en økonomiaftale for 2027, der løfter det regionale udgiftsniveau på sundhedsområdet med 2,3 milliarder kroner, og hvor størstedelen af det demografiske løft målrettes det nære sundhedsvæsen.
Det vækker tilfredshed hos Danske Ældreråd, som ser det som afgørende, at det nære sundhedsvæsen styrkes, så borgerne oplever mere sammenhængende forløb og bedre adgang til sundhedstilbud tæt på hjemmet. Samtidig mener Danske Ældreråd, at fokus ikke alene må være på behandling. Forebyggelse af sygdom, funktionstab og ulighed i sundhed er mindst lige så vigtig.
Forebyggelse må ikke stoppe ved pensionsalderen
Og forebyggelse er da også et tema i aftalen. Der oprettes forebyggelsesfond, som skal understøtte investeringer i indsatser med dokumenteret effekt, der dermed skal bidrage til, at flere mennesker kan leve et sundere liv og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derudover igangsættes et pilotprojekt om tidlig opsporing af sygdom, og der skal udvikles en digital sundhedsassistent, som på frivillig basis kan tilbyde borgerne et digitalt sundhedstjek.
Samtidig varsles et øget fokus på forebyggelse i den kommende folkesundhedslov.
Danske Ældreråd ser positivt på ambitionerne, men efterlyser mere klarhed om de konkrete indsatser. Det er således positivt, at forebyggelse prioriteres. Men aftalen efterlader en række ubesvarede spørgsmål om den økonomiske ramme, målgrupperne og de konkrete indsatser. Danske Ældreråd mener, at forebyggelsesindsatsen skal omfatte hele livet – også årene efter pensionen.
Samtidig mener Danske Ældreråd, at tiden er kommet til handling. Forebyggelse har været på den sundhedspolitiske dagsorden i mange år, og fokus bør flyttes fra pilotprojekter til varige og landsdækkende indsatser, der gør en reel forskel for borgerne. Derfor er forventningerne til den kommende folkesundhedslov store.
Demens bør omfattes af kronikerpakker
Økonomiaftalen indeholder også nye kronikerpakker, som skal sikre mere sammenhængende behandling af høj kvalitet for mennesker med kroniske sygdomme. Der er afsat 197 millioner kroner i 2027, stigende til 405 millioner kroner årligt fra 2034.
De første pakker omfatter KOL og kroniske lænderygsmerter, men ordningen kan senere udvides til flere sygdomsområder.
Danske Ældreråd ser kronikerpakkerne som et vigtigt skridt mod mere sammenhængende patientforløb, og anbefaler, at mennesker med demens også bliver omfattet. Demens er en af de største folkesygdomme, og alt for mange mennesker med demens og deres pårørende oplever lange ventetider på udredning og uoverskuelige forløb.
Positivt med vederlagsfrie sundheds- og omsorgspladser
Med økonomiaftalen er regeringen og Danske Regioner enige om, at borgere i hele landet skal kunne tilbydes vederlags frit ophold på en sundheds- og omsorgsplads af ensartet høj kvalitet, og pladserne omfattes af frit valg. Der afsættes 463 millioner kroner i 2027 og 566 millioner kroner årligt fra 2028.
Danske Ældreråd glæder sig især over, at opholdene bliver vederlagsfrie. Danske Ældreråd har gennem længere tid arbejdet for, at borgere ikke skal betale for ophold på sundheds- og omsorgspladser, og mener, at ligesom man ikke betaler for at være indlagt på et sygehus, skal man selvfølgelig heller ikke betale for et ophold på en sundheds- og omsorgsplads.
