Mange ældre borgere har et tæt og ofte langt forhold til sundhedsvæsenet. De bevæger sig mellem egen læge, hospital og kommune – og netop denne rejse kræver sammenhæng og forståelse på tværs af aktører. Derfor er det afgørende, at de ældres stemmer bliver hørt dér, hvor beslutningerne om fremtidens sundhedsvæsen træffes. Og det bliver de nu.

Den 11. juni vedtog Folketinget, at der under hvert af de 17 sundhedsråd skal oprettes et patient- og pårørendeudvalg. Hermed får brugerne en stemme i de sundhedsråd, hvor det nære sundhedsvæsen udvikles og koordineres.

Det glæder Danske Ældreråd.

Der er blevet lyttet
Sundhedsrådene er vigtige bindeled og motorer i den nye struktur for sundhedsvæsenet. De skal have føling med lokale forhold og sikre et tæt samarbejde mellem kommune, hospital og praksissektor. Og ved at placere de nye brugerudvalg i denne kontekst sikres det, at input fra borgerne ikke blot bliver hørt, men også får reel betydning i praksis.

Danske Ældreråd ser det som et vigtigt skridt, at den nye lovgivning har dette fokus. Vi har – sammen med Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen – arbejdet for, at brugerinddragelsen skulle forankres under sundhedsrådene og ikke alene under de fire regioner. Det er der blevet lyttet til. Nu handler det om at udfylde rammerne med indhold og ansvar.

Ældrerådene kan spille en særlig rolle
Her mener vi, at landets ældre- og seniorråd kan spille en særlig rolle. I har god indsigt i ældre borgeres behov, I er tæt på det kommunale maskinrum, og I har godt kendskab til lokale forhold. I har derfor masser af viden og erfaring at byde ind med i forhold til at skabe sammenhæng – både for den enkelte borger og for systemet som helhed. Det gælder ikke mindst i spørgsmål om, hvordan man koordinerer den kommunale sygepleje og helhedspleje med regionernes sundhedstilbud, eller hvordan man planlægger placeringen af sundheds- og omsorgspladser.

Stort behov for sammenhæng
Og behovet for sammenhæng i sundhedsvæsenet er stort.

De kommende år vil flere borgere få behov for komplekse og tværgående sundhedsforløb – og andelen af ældre med behov for hjælp vil stige markant. Sundhedsstrukturkommissionens analyser viser, at over halvdelen af dem, der havde kontakt med sundhedsvæsenet i 2022, var i berøring med mindst to af de tre hovedsektorer – almen praksis, sygehusvæsen og kommune. Og jo ældre borgerne er, desto hyppigere er denne kontakt på tværs.

Med en aldrende befolkning bliver det derfor stadig vigtigere at sikre et velfungerende, nært sundhedsvæsen, hvor de mange sektorer arbejder sammen i sammenhængende forløb. Det kræver, at viden fra brugerne bringes ind i udviklingsarbejdet.

Derfor arbejder Danske Ældreråd for, at ældrerådene bliver aktive medspillere i de nye patient- og pårørendeudvalg. For vi ved, at når brugernes – herunder ældres – erfaringer bringes i spil, fører det til bedre beslutninger.

Inger Møller Nielsen
formand