Når vi taler om forebyggelse, kommer det meget ofte til at handle om at sætte ind tidligt i livet. Om børn og unge, rygning, alkohol og arbejdsmiljø og om at forebygge sygdom, mens mennesker stadig er på arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt. Men forebyggelse bør ikke stoppe, når arbejdslivet gør.

En ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse om overgangen fra arbejdsliv til pensionsliv peger netop på pensioneringen som et godt tidspunkt at sætte forebyggende ind. For når arbejdslivet slutter, ændrer hverdagen sig, og nye vaner og rutiner skal finde deres form. Det kan både åbne nye muligheder for et sundere liv, men det kan også betyde en risiko for, at sundheden udvikler sig i den forkerte retning.

Pensioneringen kan være et vindue for livsstilsændringer
For de fleste betyder det at gå på pension ikke, at helbredet pludselig bliver dårligere. Tværtimod oplever mange positive forandringer. De sover længere, får mere tid til fysisk aktivitet, madlavning og sociale aktiviteter, og for nogle falder både blodtrykket og forbruget af medicin.

Men det positive billede gælder ikke alle. Rapporten peger blandt andet på, at der ved pensionering kan være risiko for mindre fysisk aktivitet, uhensigtsmæssige kostvaner, øget alkoholforbrug og ensomhed.

Nogle grupper er mere udsatte end andre. Det gælder blandt andet mennesker med kort uddannelse og lav indkomst, personer fra fysisk krævende arbejde, personer, der pensioneres ufrivilligt, og personer uden en partner. Det giver samtidig mulighed for at målrette den forebyggende indsats mod de grupper, hvor risikoen for en negativ udvikling er størst.

Vi skal tænke længere end pensionsovergangen
Selvom rapporten har fokus på overgangen fra arbejdsliv til pensionsliv, mener jeg, at den også kan give anledning til nogle bredere overvejelser om forebyggelse blandt ældre.

For behovet for forebyggelse forsvinder ikke, når de første år som pensionist er gået. Et ældreliv kan være langt, og undervejs kan der ske store forandringer. Man kan miste sin ægtefælle, få sværere ved at bevæge sig, blive ramt af sygdom eller opleve, at ens sociale netværk bliver mindre. Alt sammen forandringer, som kan påvirke både det fysiske og mentale helbred, og som kan skabe nye behov for en forebyggende indsats.

Derfor mener jeg, at vi skal se forebyggelse som noget, der følger os gennem hele livet. Også når vi er 70, 80 eller 90 år, kan den rette indsats være med til at bevare funktionsevne, livskvalitet og muligheden for at klare sig selv.

Det kræver, at vi har blik for de tidspunkter, hvor behovet for en forebyggende indsats opstå, og reagerer med den rette indsats i tide før problemerne vokser sig større.

Forebyggelse skal række gennem hele ældrelivet
Den enkelte kan selv gøre meget for at holde sig aktiv og bevare sine relationer, ligesom familie, venner og naboer kan reagere, når de ser, at hverdagen ændrer sig for den ældre.

Men kommunerne har også en meget vigtig opgave i at sikre, at der er gode sundhedsindsatser, aktivitetstilbud, rehabilitering, fællesskaber og andre forebyggende tilbud gennem hele ældrelivet. For forebyggelse handler ikke kun om at sætte ind tidligt i livet. Det handler også om at sætte ind på de rigtige tidspunkter gennem hele livet.

Inger Møller Nielsen
formand