Ældreområdet er i bevægelse. Mette Kierkgaard (M) er stoppet som ældreminister, og stafetten er nu givet videre til Henrik Frandsen (M). Ministerskiftet finder sted midt i implementeringen af den nye ældrelov, og dermed på et tidspunkt, hvor kommunerne står med en kæmpe opgave med at omsætte store politiske ambitioner til konkret virkelighed i hverdagen.
En tydelig retning for ældreplejen
Mette Kierkgaard har som ældreminister været med til at sætte en tydelig retning. Med ældreloven skal ældreplejen tage udgangspunkt i det hele menneske frem for enkeltstående ydelser. Der er lagt op til mere selvbestemmelse, større fleksibilitet, et opgør med detailstyring og et tættere samspil med pårørende og civilsamfund. Det er en vision, som Danske Ældreråd hilser velkommen.
Men ambitioner og politiske pejlemærker gør det ikke alene.
Ældrereformens succes afhænger i høj grad af, hvordan den bliver implementeret lokalt. Det handler om prioriteringer, organisering og politisk mod. Og selvfølgelig også om økonomi, medarbejdere og ledelse – samt om, at kommunerne har vidt forskellige forudsætninger for at lykkes.
Ny minister med kommunal erfaring
Det er med andre ord i kommunerne, reformen enten får liv eller risikerer at forblive gode intentioner på papir.
Derfor er det væsentligt, at den nye ældreminister har en stærk kommunal baggrund. Henrik Frandsen kommer med mange års erfaring fra kommunalpolitik og har blandt andet været borgmester i Tønder Kommune. Han kender den kommunale virkelighed, hvor beslutninger fra Christiansborg skal fungere i praksis, og ofte under stramme rammer og med stigende forventninger.
Den indsigt er afgørende i en tid, hvor kommunerne skal balancere økonomi, rekruttering og kvalitet samtidig med, at der i de kommende år bliver markant flere ældre med behov for pleje.
Ved overdragelsen af ministerposten understregede Henrik Frandsen selv, at ”der ikke kommer til at ske noget dramatisk. Sporene er lagt.” Det er positivt. For netop nu gælder det om at holde fast i reformens retning og sikre, at visionerne bliver omsat til forbedringer, som kan mærkes i hverdagen.
Sammen om at gøre ældreloven til virkelighed
For Danske Ældreråd handler det om, at kommunerne skal have de rette rammer til at lykkes, men også holdes fast på ambitionerne.
Her spiller ældre- og seniorrådene en central rolle. Som bindeled mellem borgere og lokalpolitikere, er rådene med til at sikre, at reformen får rødder i virkeligheden.
Med den nye ældreminister ser vi derfor frem til en tæt dialog om, hvordan vi sammen kan sikre, at ældrelovens løfter bliver til bedre ældrepleje i hele landet.
Inger Møller Nielsen
formand
