Hvordan klarer ældre borgere sig, når samfundet rammes af en krise? Hvad kan de selv håndtere, hvordan hjælper de hinanden, og hvor har de brug for støtte fra myndighederne?

Det er nogle af de spørgsmål, der skal drøftes på et borgermøde om kriser og beredskab, som afholdes den 7. september kl. 10-14 hos Danske Ældreråd på Svend Aukens Plads 11 i København.

Borgermødet er en del af projektet BOOST (Borgerskabt sundhedsberedskab), hvor ældre borgere fra hele landet for første gang systematisk inddrages i udviklingen af fremtidens sundhedsberedskab. Erfaringer og input fra møderne skal munde ud i anbefalinger til myndigheder og beslutningstagere samt en borgerguide om kriser og beredskab.

Tilmelding
Det er gratis at deltage, og tilmelding sker på: https://www.tilmeld.dk/borgermoede

Der er plads til cirka 50 deltagere på mødet, så interesserede opfordres til at tilmelde sig hurtigst muligt.

Vi søger også bordformænd
Danske Ældreråd har desuden brug for en række bordformænd til mødet. Er du ældre- seniorrådsmedlem og interesseret i at hjælpe med at holde dialogen i gang ved bordene og samle op, kan du kontakte Morten Larsen, Danske Ældreråd mol@aeldreraad.dk  eller mobil: 20 54 20 56.

Om Boost-projektet
Borgermødet er det sidste i rækken af i alt 10 borgermøder, som afholdes rundt om i landet som en del af projektet BOOST (Borgerskabt sundhedsberedskab). Møderne henvender sig til ældre borgere, personer med sygdom eller handicap, der bor i eget hjem, samt deres pårørende. På møderne bidrager deltagerne med deres erfaringer og perspektiver på, hvordan Danmark bedst kan ruste sig til fremtidige kriser.

Projektet gennemføres af Dansk Selskab for Patientsikkerhed i samarbejde med Danske Ældreråd og Danske Seniorer.