Inger Møller Nielsen

Nordjylland, valgkreds 1

Inger Møller Nielsen har været formand for Brønderslev Kommunes Ældreråd siden 2017. I 2019 blev hun valgt ind i Danske Ældreråds bestyrelse, hvor hun er næstformand. Inger arbejder blandt andet for, at kommunerne tilføres flere midler.


Inger Møller Nielsen er tidligere direktør for DGI Nordjylland gennem 35 år, og har været formand for Brønderslev Kommunes Ældreråd siden 2017.

Her har hun haft fokus på de overordnede målsætninger på ældreområdet som en velfungerende akutfunktion, værdighed i ældreplejen, et aktivt seniorliv og optimale sagsbehandlingstider.

Hvad vil du have særligt fokus på i dit arbejde i Danske Ældreråds bestyrelse?
– Danske Ældreråd skal arbejde mere med synlighed i forhold til at præge samfundsdebatten, og jeg vil gerne sætte fokus på en bedre kommunikation ud til de enkelte ældreråd, således der kommer en større synergieffekt i forhold til de opgaver, vi står overfor – de enkelte ældreråd er vores fundament for at slå igennem nationalt.

– Ydermere vil jeg gerne sætte fokus på, at de mærkesager vi påtager os bliver fulgt helt til dørs og bliver til glæde for hele ældresektoren. Jeg er optaget af, at det ikke kun er ”plejehjemsbeboeren” vi repræsenterer, men at vi er med til at sikre et godt og aktivt seniorliv for alle.

Hvad er i dine øjne de største udfordringer på ældreområdet?
– Udfordringen på hele ældreområdet er økonomi og rekruttering af medarbejdere. Ingen tvivl om, at der skal tilføres flere økonomiske midler til området i langt de fleste kommuner grundet den demografiske vækst af ældre borgere. Det er og bliver et område Danske Ældreråd sammen med andre organisationer og de lokale ældreråd i kommunerne, skal være med til at sætte på dagsordenen. 

– Vi skal have hele plejesektoren talt op til at være et attraktivt og respekteret arbejdsområde, som kan tiltrække flere uddannelsessøgende. 

Kan du pege på et eller flere kommunale initiativer, som har skabt en mærkbar positiv forskel for ældre?
– Den nye demenslandsby i Aalborg har skabt et unikt sted til borgere med en svær demens, hvilket må give inspiration til andre kommuner.

Valgkreds 1: Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted, Vesthimmerland og Aalborg.