Danske Ældreråd inviterer formænd og næstformænd i ældre- og seniorråd til en fælles kursusdag om lederskab, mødeledelse og politisk gennemslagskraft.
Ældre- og seniorrådene spiller en helt central rolle i det lokale demokrati – som de ældres stemme, som politisk sparringspartner og som medskaber af de gode løsninger på ældreområdet.
Men rollen som formand eller næstformand er ikke enkel: Man leder uden formel magt, navigerer i politiske processer og skal skabe fælles retning i et frivilligt råd med mange holdninger og
personligheder.
Derfor inviterer Danske Ældreråd formænd og næstformænd i ældre- og seniorråd til en fælles kursusdag om lederskab, mødeledelse og politisk gennemslagskraft.
Hvad får I ud af at deltage?
Dagen er tilrettelagt, så både nye og erfarne formænd og næstformænd får konkret udbytte. Vi arbejder med virkelige dilemmaer, politisk praksis og erfaringsudveksling på tværs af kommuner.
Med udgangspunkt i rådets rolle opgave og politiske mandat dykker vi ned i tematikker, der alle er elementer til et velfungerende rådsarbejde.
I vil blandt andet få:
- Viden om politisk gennemslagskraft, fx om samspil mellem råd, kommunalpolitikere og
forvaltning. - Redskaber til personligt lederskab i et politisk, frivilligt råd.
- Konkrete greb til at sætte medlemmernes ressourcer i spil og uddelegere opgaver.
- Inspiration til mødeledelse, der skaber fremdrift og indflydelse.
- Tid til refleksion til en personlig handleplan for jeres videre arbejde
Sådan arbejder vi
Dagen veksler mellem korte oplæg, dialog og øvelser i mindre grupper.
I kommer til at arbejde med:
- jeres egne erfaringer og udfordringer.
- konkrete cases fra ældre- og seniorrådenes hverdag.
- sparring med andre formandskaber fra hele landet
Fokus er på det, der virker i praksis – og på at styrke jeres mulighed for at sætte dagsorden og gøre en forskel for ældre borgere i jeres kommune.
Hvem er målgruppen?
- Formænd og næstformænd i ældre- og seniorråd.
- Både nyvalgte og erfarne.
I er meget velkomne til at deltage sammen som formandskab.
Danske Ældreråd modtager støtte fra VELUX FONDEN til at udbyde kursusdagene, og derfor er deltagelse gratis.
Praktiske oplysninger
Kursusdagene afholdes:
17. marts, København
Danske Ældreråd
Svend Aukens Plads 11
2300 København S
18. marts, Ringsted
Sørup Herregaard
Sørupvej 26
4100 Ringsted
24. marts, Fredericia
Fuglsangcentret
Søndermarksvej 150
7000 Fredericia
25. marts, Viborg
Tinghallen/BDO Lounge
Tingvej 7
8800 Viborg
Om underviseren
Christine Brochdorf er gennemgående underviser på alle dagene. Hun har en stor viden om kommunal forvaltning og politikudvikling, da hun har 20 års erfaring som topleder i forskellige kommuner. Dertil har hun erfaring med at undervise, blandt andet har hun i forbindelse med kommunalvalg undervist flere end 20 kommuners kommunalbestyrelser i de demokratiske og juridiske spilleregler samt om, hvordan man får sin politik til at blive til virkelighed. Christine arbejder nu som chefrådgiver hos kommunikationsbureauet Operate.
