Ældrereformen, der trådte i kraft 1. juli 2025, er en historisk mulighed for at skabe positive forandringer i ældreplejen – med større kontinuitet og selvbestemmelse til borgerne og med plads til medarbejdernes faglighed. Det er nu, visionerne skal blive til virkelighed i kommunerne.
Danske Ældreråd arbejder for:
√ At ældre borgere oplever selvbestemmelse i forhold til, hvordan og hvornår hjælpen gives.
√ At medarbejderne har den nødvendige faglighed til også at sikre, at ældre, der har svært ved at sætte ord på egne behov, støttes i at bruge deres ret til selv at bestemme.
√ At hjælpen leveres af faste og tværfaglige teams, så der kan opbygges gode relationer mellem borger og medarbejdere, og så borger oplever kontinuitet og sammenhæng.
√ At også træning, sygepleje og visitation bliver en integreret del af de faste teams.
√ At en god ældrepleje også handler om, at ældre skal have et meningsfuldt hverdagsliv med aktiviteter, fællesskaber og oplevelser.
√ At selvbestemmelse også gælder mad og måltider til ældre.
√ At velfærdsteknologi bliver en integreret del af ældreplejen i alle kommuner og tage udgangspunkt i borgernes ønsker og behov hele vejen.
Mere selvbestemmelse
Et af de vigtigste mål i ældrereformen er selvbestemmelse for ældre, der modtager hjælp og pleje i eget hjem og på plejehjem. Det skal sikres, at ældre i højere grad selv kan bestemme, hvordan og hvornår hjælpen ydes – så den passer til lige præcis deres ønsker og behov.
Det kræver en del af medarbejderne. De skal være fagligt klædt på til at se det hele menneske og tage en åben og respektfuld dialog med borgerne om deres ønsker og behov. Medarbejderne har også en vigtig opgave i at støtte og guide de borgere, der har svært ved at sætte ord på deres behov. Det gælder ikke mindst mennesker med demens.
Men selvbestemmelse kræver også tydelighed. Hvis man som ældre borger ikke ved, hvad man kan bestemme, er det i praksis ikke selvbestemmelse. Selvbestemmelse forudsætter derfor, at der er en god dialog og en høj grad af forventningsafstemning mellem borger og medarbejdere.
Kontinuitet er en forudsætning
Medarbejderkontinuitet er et nøgleord i ældrereformen og handler om, at borgeren skal mødes af færrest mulige forskellige medarbejdere. Kontinuitet har stor betydning for, at der kan opbygges gode relationer, og er helt afgørende for borgerens oplevelse af hjælpens kvalitet.
Det er vigtigt, at medarbejderne kender borgerens præferencer og rutiner og kan finde rundt i hjemmet. Det giver en tryghed for borgeren, at det er de samme medarbejdere, der kommer i hjemmet – ikke nye ansigter hver uge.
En landsdækkende kortlægning af ældres tilfredshed med hjemmehjælpen i alle 98 kommuner viser imidlertid, at der mange steder er rum for bedring, når det kommer til både selvbestemmelse og medarbejderkontinuitet.
Der er nemlig stor kommunal variation. Andelen af borgere, der i høj grad eller nogen grad oplever kontinuitet, varierer således fra 51 til 88 procent på tværs af landets kommuner, mens andelen af borgere, der i høj grad eller nogen grad oplever selvbestemmelse, varierer fra 63 til 91 procent.
Organisering i tværfaglige teams
Det er vigtigt, at der i alle kommuner etableres en struktur med faste og tværfaglige teams i ældreplejen. De faste teams skal være tværfaglige og sammensat af både sosu-hjælpere og -assistenter, terapeuter og sygeplejersker. Det er afgørende, at visitationen ligeledes bliver en integreret del af de faste teams.
Tværfaglige teams bringer forskellige faggrupper tættere på hinanden i det daglige og skaber mulighed for, at hjælpen kan ydes mere fleksibelt. Det må aldrig være sådan, at det bliver borgerens eget ansvar at bære vigtig information videre fra én medarbejder til en anden. Det skaber utryghed og fejl.
Vive har evalueret 25 kommuners forsøg med tværfaglige teams i ældreplejen og kommer med en række anbefalinger til organiseringen i teams. De handler eksempelvis om, at der skal være tale om reelt tværfaglige teams (inkl. sygeplejersker og terapeuter), at de fysiske rammer skal være i orden, så hvert team har eget lokale til møder, at teamstørrelserne mange steder skal være mindre, og at ledelse fortsat er vigtigt.
Et liv med meningsfulde aktiviteter
Livet må ikke gå i stå, fordi man bliver afhængig af hjælp eller flytter på plejehjem. En god ældrepleje handler også om et meningsfuldt hverdagsliv med aktiviteter, fællesskab og oplevelser.
Det er vigtigt, at der investeres i aktiviteter, der kan skabe glæde og livskvalitet, og som kan forebygge ensomhed og funktionstab hos ældre.
Samtidig skal aktiviteterne afspejle borgernes forskellighed. Der skal derfor være en mangfoldighed af tilbud, som afspejler borgernes individuelle ønsker og behov.
Selvbestemmelse gælder også mad og måltider
At spise mad, man kan lide, er en grundlæggende forudsætning for en god ernæring og livskvalitet.
Danske Ældreråd mener, at ældre, der får leveret mad i eget hjem eller har fuld forplejning på plejehjem, skal have frihed til at vælge deres kost.
Ældrelovens værdi om selvbestemmelse skal nemlig også være retningsgivende, når det gælder mad og måltider til ældre. Derfor må det ikke være kommunale krav om for eksempel bæredygtighed, der definerer, om der må spises bananer, eller om der skal indføres rationeringer på æg eller kød på landets plejehjem.
Hvad ældre borgere spiser, er noget, de selv skal bestemme. Det er ikke en beslutning, kommunalpolitikerne skal træffe på deres vegne. Det gælder også på plejehjem, hvor der ikke er frit valg af leverandør, men hvor der er mange muligheder for at involvere beboerne og skabe flere valgmuligheder.
Ældre skal have lov til at spise den mad, som de kender og holder af i deres sidste leveår.
Borgernes ønsker og behov skal drive udbredelsen af velfærdsteknologi
Udbredelsen af velfærdsteknologi varierer stadig meget mellem kommunerne. Nogle ældre har adgang til løsninger, der styrker deres frihed og selvstændighed, mens andre må undvære de samme muligheder. Det skaber ulighed, som bør adresseres. Velfærdsteknologi skal være en naturlig del af ældreplejen i alle landets kommuner.
Samtidig er det vigtigt at anerkende, at en løsning kan være en stor hjælp for én borger, men opleves som en belastning for en anden. Derfor skal udbredelsen først og fremme tage afsæt i den enkeltes ønsker og behov – og ikke primært i økonomiske gevinster.
For hvis økonomien bliver det dominerende hensyn, risikerer man at overse borgernes perspektiv. Det kan føre til mindre inddragelse, utilstrækkelig implementering og valg af løsninger, som opleves som en forringelse. For at undgå dette skal borgerne i sidste ende altid have mulighed for at vælge til eller fra, så teknologien giver mening i deres hverdag.