Mærkesag: Vi vil sikre et nært sundhedsvæsen med kvalitet og uden egenbetaling

Flere opgaver flytter fra sygehusene til kommunerne. Det skal følges af nationale krav til kvaliteten, så der sikres ensartet høj kvalitet på tværs af kommunerne, og der skal sættes en stopper for borgernes egenbetaling.

Det nære sundhedsvæsen får flere og flere opgaver, og det kræver, at der er den nødvendige kapacitet og kvalitet i behandlingen ude i kommunerne. Desværre er det ikke altid tilfældet.

I dag fastlægger kommunerne langt hen ad vejen serviceniveauet for behandling af patienter med eksempelvis KOL, diabetes og andre sygdomme. Det betyder, at der kan være stor forskel i den behandling den enkelte patient får i det nære sundhedsvæsen, hvilket skaber ulighed i sundhed.

En kommende sundhedsaftale, der flytter flere opgaver ud i det nære sundhedsvæsen, bør derfor indeholde præcise, nationale krav til kvaliteten i det nære sundhedsvæsen.

Et eksempel på en national kvalitetsstandard for det nære sundhedsvæsen er kvalitetsstandarden for den kommunale akutfunktion. Den stiller faglige krav til kvalifikationer og medicinsk udstyr i akutfunktionerne og har vist sig som et nyttigt redskab i mange kommuner.

Stop for egenbetaling
Netop den kommunale akutfunktion er også et eksempel på, hvor vigtigt det er at være præcis i de regler og krav, der stilles fra nationalt hold. Det gælder ikke mindst i forhold til egenbetaling

Problemer, der kræver en løsning:

  • Kvaliteten i det nære sundhedsvæsen varierer på tværs af kommuner.
  • Det må ikke være sådan, at syge borgere med behov for specialiseret behandling selv kommer til at betale, blot fordi opgaverne flyttes ud i det nære sundhedsvæsen.
  • Nogle kommuner omgår og farer vild i reglerne for egenbetaling på akutpladser – borgerne betaler regningen.

 

Det bør aldrig være forbundet med egenbetaling at modtage behandling i det nære sundhedsvæsen. Selvom der formelt set er indført stop for egenbetaling for ophold på akutpladser, er problemet med egenbetaling i praksis ikke løst.

Ældrerådene oplever, at nogle kommuner omgår de nye regler ved at omdøbe deres pladser til for eksempel rehabiliteringspladser, korttidspladser eller midlertidige pladser, så det ser ud som om, der kan opkræves egenbetaling. Selvom det i virkeligheden er borgerens behov for specialiseret sygepleje, der er afgørende for, om borgeren kan opkræves egenbetaling – ikke pladsens navn.

Når det fortsat kan lade sig gøre for kommunerne at opkræve egenbetaling på akutpladser, hænger det blandt andet sammen med, at reglerne for egenbetaling er meget komplekse og dermed også vanskelige at gennemskue.

Endelig er der ifølge ældrerådene et uløst problem med betaling for transport til og fra akutpladser, hvor reglerne i dag er uklare. Nogle kommuner mener slet ikke, at de har lov til at betale for borgerens transport. Andre kommuner opkræver betaling for transport til og fra akutpladser – og i nogle tilfælde også for liggende transport.

Det må ikke være sådan, at syge borgere med behov for specialiseret behandling selv kommer til at betale, blot fordi opgaverne flyttes ud i det nære sundhedsvæsen.

Danske Ældreråd anbefaler, at:

  • Det skal være slut med egenbetaling på de kommunale akutpladser. Der bør fra national side følges op på, om kommunerne efterlever reglerne om stop for egenbetaling for ophold på akutpladser – uanset hvad pladserne kaldes. Gør kommunerne ikke det, så må det have konsekvenser.
  • Transport til og fra akutpladser skal omfattes af de almindelige regler om transport i sundhedsvæsenet, så syge ældre borgere ikke selv skal betale.
  • Det er vigtigt, at en kommende sundhedsaftale sikrer den nødvendige finansiering til kommunerne. Den skal indeholde klare nationale krav til kvaliteten i indsatsen, ligesom den skal gøre det klart, at syge borgere med behov for specialiseret behandling i det nære sundhedsvæsen ikke selv skal betale.

 

Se alle mærkesager her