Efterårets ældrerådsvalg tegner mange steder til at blive en livlig demokratisk begivenhed med kamp om pladserne. En ny undersøgelse fra Danske Ældreråd viser, at interessen for at stille op er stor, og at mange nye kandidater melder sig på banen. Samtidig må 19 kommuner dog aflyse valget, fordi der ikke er nok kandidater til at gennemføre det.

I alt 91 kommuner afholder ældrerådsvalg i efteråret, og flere steder er der markant interesse for at stille op. Det gælder blandt andet i Holbæk Kommune, hvor 28 kandidater stiller op til 9 pladser, i Tønder, hvor 26 kandidater stiller op til 13 pladser og i Aarhus, hvor 39 kandidater stiller op til 15 pladser.

Kampvalg i 71 kommuner
Det billede går igen i store dele af landet, hvor ældrerådsvalget mange steder tegner til at blive en livlig demokratisk begivenhed med konkurrence om pladserne.

I alt er der kampvalg i 71 kommuner, og det glæder Danske Ældreråd.

- Det er meget positivt, at så mange ældre ønsker at engagere sig og tage del i det lokale demokrati. Det viser, at ældrerådene generelt bliver set som et sted, hvor man faktisk kan gøre en forskel, siger Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd.

Flere fredsvalg end tidligere
Men i 19 kommuner er billedet dog et andet. Her overstiger antallet af kandidater ikke antallet af ledige pladser, og valget afholdes derfor som et fredsvalg, hvor alle kandidater automatisk er valgt. Til sammenligning var der kun 9 fredsvalg ved valgene i 2021.

- Det er enormt ærgerligt, når valget ikke kan gennemføres i en kommune. For hvert fredsvalg mister vi en vigtig demokratisk proces. Vi ved ikke præcist, hvorfor det denne gang er endt med fredsvalg i 19 kommuner. Det kan skyldes mange forskellige lokale forhold. Men det er noget, vi gerne vil blive klogere på, fortæller Inger Møller Nielsen.

Mange kandidater på landsplan
Selvom flere kommuner må nøjes med fredsvalg, er det samlede antal kandidater stort set det samme som ved sidste valg. I alt stiller 1.301 kandidater op til pladserne i de 91 kommuner, hvilket gennemsnitligt svarer til 14,3 kandidater per råd mod 14,6 kandidater i 2021.

– Vi kan konstatere, at der på landsplan stort set stiller lige så mange op som tidligere. Det viser, at lysten til at engagere sig er til stede, så fremadrettet handler det om at få den aktiveret i alle kommuner, siger hun.

Mange nye kandidater
Et tydeligt kendetegn ved årets valg er, at mange nye kandidater stiller op. Ud af de 1.301 kandidater er 832 nye.

– At så mange nye stiller op, vidner om, at ældrerådene formår at tiltrække friske kræfter med nye perspektiver. Det er positivt. Ældrerådene står over for store dagsordener med den nye ældrereform og sundhedsreform. Her er det afgørende med både kontinuitet og fornyelse, siger Inger Møller Nielsen.

Flere mænd end kvinder stiller op
Undersøgelsen viser også, at i gennemsnit er 53,6 procent af kandidaterne mænd, mens 46,4 procent er kvinder. Dermed stiller flere mænd end kvinder op  - stort set som ved valgene i 2021.

- Erfaringen fra tidligere valg viser, at forskellen mellem kønnene udjævner sig, når stemmerne er talt op. Ved det seneste valg blev faktisk en anelse flere kvinder end mænd valgt ind i rådene. Det vigtigste er, at ældrerådene afspejler befolkningen og rummer forskellige perspektiver, da det giver stærke og alsidige råd, fortæller Inger Møller Nielsen.

Kommuner med fredsvalg
Hedensted, Odder, Assens, Esbjerg, Haderslev, Kerteminde, Kalundborg, Lejre, Hørsholm, Vejle, Ærø, Morsø, Struer, Fredericia, Slagelse, Ishøj, Rudersdal, Høje-Taastrup og Lyngby-Taarbæk.

 

Kandidatsammensætningen ved ældrerådsvalgene efteråret 2025:

  • I alt er der opstillet 1.301 kandidater i de 91 kommuner.
  • I 71 kommuner er der kampvalg
  • I 19 kommuner er det ikke lykkedes at skaffe flere kandidater end de ledige pladser, hvorfor valget er afgjort ved fredsvalg.
  • I en kommune er det ultimo oktober endnu uafklaret, om valget gennemføres.
  • I gennemsnit består ældrerådet af 9 medlemmer.
  • I gennemsnit er 64 procent af kandidaterne nye.
  • I gennemsnit er der opstillet 14,3 kandidater per råd i de 91 kommuner (ved valgene i 2021 var tallet 14,6).
  • 53,6 procent af kandidaterne er mænd.
  • 46,4 procent er kvinder

De 10 kommuner med flest kandidater

  • Aarhus: 39 kandidater til 15 pladser
  • Holbæk: 28 kandidater til 9 pladser
  • Tønder: 28 kandidater til 9 pladser
  • Odense: 28 kandidater til 15 pladser
  • Hillerød: 25 kandidater til 9 pladser
  • Silkeborg: 25 kandidater til 9 pladser
  • Aalborg: 25 kandidater til 13 pladser
  • Horsens: 24 kandidater til 9 pladser
  • Herning: 24 kandidater til 13 pladser
  • Kolding: 24 kandidater til 13 pladser