Den demografiske udvikling med flere ældre stiller nye krav til boligudbuddet. Der er brug for flere ældrevenlige boliger og for at skabe et mere mangfoldigt udbud, som matcher den store forskel i behov, livssituation og ønsker blandt ældre.
Fremtidens boliger skal understøtte, at ældre borgere har et godt og aktivt liv og kan være selvhjulpne længst muligt. Det handler ikke kun om at bygge nyt, men også om at tilpasse og indrette de eksisterende boliger, så flere kan blive boende trygt i egen bolig og nærmiljø.
Samtidig spiller lokalområde og byudvikling en afgørende rolle. Tilgængelig, nærhed til indkøb, sundhedstilbud, offentlig transport og fællesskaber har stor betydning for mange ældres hverdagsliv.
I 2040 vil hver fjerde danske være over 65 år. Det ændrer, hvilke typer af boliger der er behov for og efterspørgsel på. Der bliver brug for flere mindre og mere tilgængelige boliger, ligesom der bliver brug for løsninger, der gør det muligt for ældre at blive boende i nærmiljøet.
Danske Ældreråd arbejder for:
√ At alle kommuner udarbejder en boligstrategi, der sikrer et tilstrækkeligt og varieret udbud af boliger til ældre.
√ At by- og boligmiljøer nytænkes, så de i højere grad fremmer aktive og sunde ældreliv, stærke fællesskaber og bidrager til ældres trivsel og tryghed. Det kræver flere seniorbofælleskaber, et bedre samspil af forskellige boligtyper og placering tæt på sundhedsfaciliteter, transport m.v.
√ At eksisterende boliger tilpasses og gøres mere tilgængelige, så flere kan blive boende i eget hjem.
√ At der kommer mere fart på plejehjemsbyggeriet i mange af landets kommuner.
Lokale boligstrategier
Der er store forskelle kommunerne imellem i forhold til, hvilke boligtyper der mangler, og hvilke der er for mange af.
Derfor er det nødvendigt, at alle kommuner udarbejder en boligstrategi på ældreområdet. Det bør være en langsigtet strategi, der bygger på viden om den eksisterende boligmasse, den demografiske udvikling og borgernes ønsker til boliger lokalt.
En del kommuner har vedtaget boligstrategier, men vi skal have alle kommuner med. Det er vigtigt, at strategierne bygger på en grundig analyse af boligbehovet på sigt, og at der ikke alene ses på traditionelle boligtyper på ældreområdet som for eksempel plejeboliger og ældreboliger. Kommunerne bør anlægge et langt bredere perspektiv, hvor forskellige boligformer, tilgængelighed og nærmiljø tænkes sammen, så boligudbuddet matcher fremtidens behov.
Nytænkning af boliger og bymiljøer
Fremtidens boliger og bymiljøer skal i langt højere grad understøtte forebyggelse. Det handler om at skabe rammer, der fremmer aktive ældreliv, styrker fællesskaber og bidrager til trivsel og tryghed. Når det byggede miljø inviterer til aktivitet og social kontakt, kan det medvirke til at forebygge ensomhed, tab af funktionsevne og udskyde plejebehovet.
Flere kommuner går nye veje og har eksempelvis samlet forskellige boligtyper, som seniorvenlige lejligheder, rækkehuse og plejeboliger i en lille bydel. Det giver mulighed for fælles aktiviteter og samspil, ligesom det gør det nemmere for pleje- og sundhedspersonalet at træde til, hvis der bliver behov for det.
Seniorbofællesskaber
Seniorbofællesskaber en boligform, der giver mange ældre gode rammer, og som bliver stadig mere udbredt. En kortlægning fra Realdania viser, at antallet af seniorbofælleskaber er mere end fordoblet på 10 år, mens antallet af boliger i seniorbofællesskaber er tredoblet til 12.300 boliger i 2024. Alligevel er efterspørgslen større end udbuddet, og der er brug for flere.
Seniorbofællesskaber kan give adgang til et aktivt hverdagsfællesskab, hvor man støtter hinanden og får dyrket det gode naboskab. Nye evalueringer viser, at størstedelen af beboerne i seniorbofællesskaber oplever betydelig positiv effekt på livskvaliteten, og det gælder uanset alder, helbred og socioøkonomiske forhold.
Det gør seniorbofællesskaber til en central del af et moderne og mangfoldigt boligudbud til ældre.
Eksisterende byggeri skal gøres mere tilgængeligt
Langt fra alle ældre ønsker at flytte. Mange vil gerne blive boende i deres hjem og nærområde – også hvis de får brug for hjælp og pleje. Det kræver fleksible og tilgængelige boliger. Eksempelvis boliger i ét plan, med rummeligt badeværelse, brede døre og niveaufri adgang.
En vigtig del af løsningen på fremtidens udfordringer bliver derfor at gøre eksisterende boliger mere tilgængelige. Det kan ske ved at investere i øget tilgængelighed, når der bygges nyt, eller når der alligevel skal renoveres. Der skal også ses på mulighederne for, om større parcelhuse kan opdeles i to selvstændige og let tilgængelige boliger.
Mere fart på plejehjemsbyggeriet
Flere ældre med komplekse plejebehov øger behovet for plejehjemspladser. Det er ikke til diskussion. Men der er meget forskellige prognoser for, hvor mange flere plejehjemspladser, der bliver brug for. En analyse fra Dansk Industri peger på, at det kan være lige fra 4.500 til 18.700 flere pladser i 2035 alt afhængig af, hvilke forudsætninger der lægges til grund.
Uanset hvordan man vender og drejer det, så skal der mere fart på plejehjemsbyggeriet i mange af landets kommuner. Danske Ældreråd mener, at den nærmere vurdering af behovet skal ske på baggrund af lokale prognoser og viden om, hvilke typer af plejehjem der er mere søgt end andre, og hvilke muligheder kommunen har for at hjælpe ældre med komplekse behov i eget hjem.
