For nogle er det vigtigste at være sikker på at kunne få sin medicin. For andre at kunne komme i kontakt med familien og naboerne eller være forberedt på, at internet og mobiltelefon ikke virker. På et borgermøde hos Danske Ældreråd blev det tydeligt, hvor forskelligt vi forbereder os på kriser, og hvor stor betydning mennesker omkring os kan få, når hverdagen ikke længere fungerer som normalt.

Hvad er egentlig vigtigst for mig, hvis en krise rammer? Og hvad skal der til, for at jeg kan bevare min sundhed, tryghed og trivsel?

Det var nogle af de spørgsmål, som ældre borgere og heriblandt flere medlemmer af ældre- og seniorråd drøftede på et borgermøde arrangeret af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Danske Seniorer og Danske Ældreråd den 7. september.

Mødet var det sidste af i alt 10 borgermøder om kriser og beredskab, som de tre organisationer har afholdt rundt i landet. Også på mødet i København blev det hurtigt tydeligt, at ældre borgeres behov er vidt forskellige, når krisen rammer.

Om Boost-projektet
Hvordan klarer ældre borgere sig, når samfundet rammes af en krise? Hvad kan de selv håndtere, hvordan hjælper de hinanden, og hvor har de brug for støtte fra myndighederne?

Det er nogle af de spørgsmål, der er blevet drøftet på 10 borgermøder om kriser og beredskab rundt i landet.

Borgermøderne er en del af projektet BOOST (Borgerskabt sundhedsberedskab), hvor ældre borgere fra hele landet for første gang systematisk inddrages i udviklingen af fremtidens sundhedsberedskab.

Projektet gennemføres af Dansk Selskab for Patientsikkerhed i samarbejde med Danske Ældreråd og Danske Seniorer. Og erfaringer og input fra møderne skal munde ud i anbefalinger til myndigheder og beslutningstagere samt en borgerguide om kriser og beredskab.

Fra krigstaske til cykelrute
Flere af deltagerne havde allerede tænkt meget over, hvordan de ville klare sig i en krisesituation. En fortalte, at hendes far under Cubakrisen havde pakket en krigstaske, og at hun derfor var vokset op med tankegangen om at være forberedt.

En anden deltager fortalte, at hun sammen med en anden havde tegnet en rute mellem deres hjem. Hvis strømmen går, og telefonerne ikke virker, ved de, hvilken vej de skal cykle for at finde hinanden.

For en tredje deltager var noget helt andet afgørende:

- For mig handler det om at sikre leverancen af livsvigtig medicin. Og så handler det om at vide, hvor min familie er henne, og hvordan man sikrer, at man hjælper hinanden som naboer i vores egen lille verden.

Vi forbereder os ud fra det liv, vi lever
Det er netop de forskelle, BOOST-projektet er interesseret i. Projektet undersøger, hvordan ældre mennesker kan være bedre forberedt på kriser, og hvad der skal til for at styrke tryghed, sundhed og trivsel.

Og deltagernes forskellige perspektiver viste, at der ikke findes én måde at være forberedt på. Mennesker lever forskellige liv og har forskellige behov.

- Vi er helt forskellige i forhold til, hvilke behov vi har, men vi forbereder os ud fra vores livssituation, lød det fra en af deltagerne.

Men selv om behovene er forskellige, vendte deltagerne igen og igen tilbage til betydningen af familie, naboer og lokale fællesskaber.

Fællesskabet skal være der, før krisen rammer
En nabo har måske det, man selv mangler. En telefonliste i boligforeningen kan gøre det lettere at finde hinanden. Og det kan gøre en stor forskel på forhånd at vide, hvem i nærmiljøet der har brug for hjælp, og hvem der kan hjælpe andre.

Men den slags fællesskaber opstår ikke nødvendigvis den dag, strømmen forsvinder, lød det fra en deltager der pegede på, at det allerede i dag kan være svært at nedbryde barriererne og skabe kontakt til naboerne.

Derfor blev tillid og relationer fremhævet som en del af forberedelsen på en krise.

– Vi har brug for fællesskabet, hvis vi kommer ind i en længerevarende krise, lød det fra en deltager.

En anden sammenfattede det kort:

– Sammenhold flytter og gør, at vi får løst tingene.

Ældre- seniorrådsmedlemmer: Det tager vi med os fra borgermødet

På mødet i København deltog flere ældre- og seniorrådsmedlemmer – blandt andre Kirsten Kornval fra Lejre Ældreråd og Tenna Knudstrup fra Egedal Seniorråd.

Noget af det, der gjorde indtryk på Kirsten Kornval, var den store betydning, som fællesskaber og netværk fik i deltagernes drøftelser.

– I de gode drøftelser var der bred enighed om, at fællesskabet er vigtigt. Det kan være aftaler om nabohjælp i opgangen eller nabolaget og gode netværk med familie og venner. Samtidig var mange optaget af at følge myndighedernes anbefalinger om at sikre forsyninger af medicin, mad, vand og andet til krisesituationer, fortæller Kirsten Kornval.

Fællesskabet gjorde indtryk
Det samme hæftede Tenna Knudstrup sig ved. Hun oplevede, at deltagerne både var optaget af deres egen forberedelse og af de mennesker, som kan have sværere ved at klare sig, hvis en krise rammer.

- Allerstørst indtryk gjorde drøftelserne om behov for fællesskabet. Seniorerne der deltog, var usædvanligt gode til både at se deres egen fordel i at være fornuftigt forberedt og samtidig have blik for, at der er en stor gruppe mennesker, der på grund af ensomhed, isolation eller sygdom kan være mindre godt forberedt.

Hun oplevede samtidig en stor vilje til at hjælpe andre. Udfordringen er ifølge hende, at der kan mangle struktur og støtte til at få skabt de fællesskaber, der kan bringe hjælpen ud til dem, der har brug for den.

Vil tage debatten med hjem
Mødet gav også Kirsten Kornval og Tenna Knudstrup tanker om, hvad ældre- og seniorrådene kan gøre lokalt.

– Som ældre- og seniorråd mener jeg, at vi kan være med til at sætte beredskab på dagsordenen, inden en krise opstår. Det kan for eksempel ske ved sammen med civilsamfundet, handicapråd, aktivitetscentre, kommunen og andre lokale aktører at holde informationsmøder for borgerne om beredskab og myndighedernes anbefalinger, fortæller Kirsten Kornval.

Også Tenna Knudstrup vil tage emnet med videre:

- Hele debatten om seniorer og beredskab bør tages op. Som medlem af vores lokale seniorråd, vil jeg meget gerne tage teten til borgermøde af samme karakter som Dansk Ældreråd, Danske Seniorer og Dansk Selskab for Patientsikkerhed har gennemført, siger Tenna Knudstrup.