En ny undersøgelse fra Tænketanken Mandag Morgen og Institut for Menneskerettigheder viser et markant fald i danskernes opbakning til digitaliseringen. Analysen, der er udarbejdet som led i ADD-projektet (Algoritmer, Data og Demokrati), dokumenterer en tydelig bevægelse i befolkningen fra begejstring og tillid mod en mere kritisk og forbeholden holdning.

Hvor 58 procent af danskerne i 2023 mente, at digitaliseringen er til gavn for borgerne, gælder det nu kun 42 procent – et fald på 16 procentpoint. Samtidig er andelen, der ikke oplever digitaliseringen, er til gavn for borgerne, steget fra 12 til 20 procent.

Undersøgelsen peger ikke på en entydig forklaring, men fremhæver flere samfundstendenser, der kan spille ind. Blandt andet forbindes nye teknologier i stigende grad med effektivisering og automatisering, særligt i den offentlige sektor. Det kan udfordre tilliden og oplevelsen af, at digitalisering først og fremmest sker på borgernes præmisser.

Danske Ældreråd mener, at fokus skal være kvalitet for borgerne
Danske Ældreråd genkender billedet af, at der i den offentlige sektor ofte er stærkt fokus på, at digitale løsninger skal effektivisere og frigive ressourcer. Det er i sig selv ikke problematisk, men hvis digitalisering primært drives af et ønske om økonomiske gevinster, uden i tilstrækkelig grad at tage afsæt i borgernes ønsker og behov, risikerer man at skabe modstand og utryghed.

Danske Ældreråd ser derfor gerne, at formålet i langt højere grad bliver tydelige kvalitetsforbedringer for borgerne. Vi tror, at når digitale løsninger udvikles med borgerne i centrum, kan man høste de fulde gevinster – både for kvaliteten, arbejdsgangene og økonomien. Undersøgelsens resultater understreger netop, at borgernes oplevelse af nytte og tillid er afgørende for opbakningen.

Mange har brug for hjælp i mødet med det offentlige
Samtidig viser undersøgelsen, at den digitale virkelighed skaber konkrete udfordringer for mange borgere.

14 procent af danskerne har haft behov for hjælp til at klare kontakten med det offentlige digitalt. Hver tiende er afhængig af hjælp fra familie eller andre pårørende, mens 7 procent må trække på hjælp fra professionelle eller frivillige hjælpepersoner.

Det er især de yngste voksne (18–26 år) og borgere over 60 år, der har brug for støtte til digitale selvbetjeningsløsninger – henholdsvis 13 og 14 procent.