Ældreministeriet har netop haft en bekendtgørelse i høring om en ny digital plejeoversigt. Danske Ældreråd mener, at oversigten kan blive et centralt værktøj for både borgere og ældreråd.
Oversigten skal give borgerne bedre mulighed for at sammenligne forskellige plejetilbud og dermed træffe et informeret valg, når de skal vælge plejebolig eller hjemmepleje.
Plejeoversigten bliver en digital platform, hvor både kommunale og private plejeenheder skal oplyse om en række forhold – for eksempel aktiviteter, madtilbud, kæledyr, medarbejderkontinuitet og seneste tilsyn.
Opbakning fra Danske Ældreråd
Danske Ældreråd har i sit høringssvar udtrykt opbakning til initiativet, og håber, at plejeoversigten kan blive et centralt værktøj for både borgere og ældreråd, da den giver et værdifuldt indblik i, hvilke værdier og prioriteringer plejeenheder og leverandører arbejder ud fra.
Tilsynsrapporter skal gøres tilgængelige
Danske Ældreråd finder det blandt andet positivt, at der i udkast til bekendtgørelse stilles krav om, at tilsynsrapporter fra såvel ældretilsynet som det sundhedsfaglige tilsyn skal gøres tilgængelige på plejeoversigten, ligesom den samlede vurdering fra ældretilsynet på det senest gennemførte tilsyn (herunder evt. påbud eller forbud) skal fremgå af plejeoversigten. Det sikrer en åbenhed og gennemsigtighed for borgerne, og det giver eksempelvis ældreråd en mulighed for at se mønstre i tilsynets tilbagemeldinger i den enkelte kommune.
Kommunale og private skal melde ind til oversigten
Dertil sætter Danske Ældreråd pris på, at kommunale og private plejeenheder skal melde ind til plejeoversigten om en række forskellige parametre, som for eksempel sygefravær, faglige tilgange, lederomsætning, faggrupper og faste teams. De forskellige parametre giver indblik i den enkelte plejeenheds ressourcer og kvalitetsniveau og gør det muligt at sammenligne enhederne med hinanden. Det er positivt.
Danske Ældreråd appellerer dog til, at det indtænkes, hvordan ikke-digitale borgere og pårørende kan få tilgang til relevante oplysninger i plejeoversigten.
Danske Ældreråd anbefaler, at der fremadrettet vil blive arbejdet på at sikre bred offentligt kendskab til plejeoversigten som et nyttigt værktøj for borgerne, når de skal træffe deres valg.