Tre ud af fire kommuner oplever, at udadreagerende adfærd hos ældre borgere med demens er en stigende udfordring i dagligdagen. Det fremgår af en ny rundspørge foretaget af nyhedsbrevet Momentum.
Alle 98 kommuner har svaret på undersøgelsen, og 74 procent af dem fortæller, at de oplever stigende udfordringer med udadreagerende eller uforståelig adfærd hos ældre borgere med demens eller psykiske udfordringer i de seneste år.
Rammerne er ikke på plads
Karen Tannebæk, uddannelsesleder i Nationalt Videnscenter for Demens, kalder i Momentum udviklingen overraskende.
– Jeg er faktisk overrasket over, at så mange oplever, at udfordringen er stigende – og det tyder jo på, at rammerne, fagligheden og ressourcerne ikke er på plads til at forebygge, at et menneske kommer dertil, siger hun.
Flere lever med demensdiagnose
Udviklingen skal ses i lyset af, at demens allerede fylder meget i den kommunale ældrepleje.
Ifølge en opgørelse, som Momentum har lavet på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen, var mere end 45.000 borgere diagnosticeret med demens i 2025. I 2010 var tallet omkring 39.000. Samtidig modtager 87 procent af de diagnosticerede borgere en kommunal indsats.
KL efterlyser et løft
Dorte West, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, peger i Momentum på, at udviklingen stiller store krav til kommunerne. Borgere med demens og komplekse behov kan have brug for en omfattende og specialiseret indsats, og ifølge Dorte West viser rundspørgen, at kommunerne har behov for bedre muligheder for at håndtere de svære forløb.
Hun efterlyser derfor, at regeringen bruger den kommende nationale demenshandeplan til at styrke området. Der er ifølge Dorte West blandt andet behov for mere viden, bedre faglige redskaber og rammer, der kan skabe større tryghed for mennesker med demens, andre beboere, pårørende og medarbejdere.
Læs meget mere om rundspørgen på Momentum hjemmeside her
Læs også “Danske Ældreråd: Den kommende demenshandleplan bør favne hele livet med demens”
