For nylig kunne man læse i KL’s nyhedsbrev Momentum, at halvdelen af landets kommuner det sidste halve år har udskudt eller skrottet planlagte anlægsprojekter på grund af, at priserne på bygge- og anlægsopgaver er steget markant.

Det rammer blandt andet byggeriet af plejehjem. For eksempel har man i Aalborg Kommune måtte udskyde to plejehjemsbyggerier, ligesom Københavns Kommune har udskudt, hvad der skulle have været Danmarks største plejehjemsbyggeri.

Danske Ældreråd finder det desværre meget sandsynligt, at endnu flere plejehjemsbyggerier vil blive stoppet eller udskudt. For ikke alene er byggepriserne steget markant. Kommunerne vil i 2023 have 1,4 milliarder mindre til anlægsudgifter end i 2022. Det er konsekvensen af den nye økonomiaftale, der for nylig blev indgået mellem KL og regeringen.

Situationen vækker bekymring hos Danske Ældreråd. Behovet for plejehjemspladser vokser markant i disse år i takt med, at vi bliver stadig flere ældre borgere. Ifølge Danmarks Statistik vil der i løbet af de næste 10 år blive 160.000 flere danskere over 80 år.

Stor risiko for mangel på plejehjemspladser
Hvis plejehjemsbyggerier derfor nu udsættes eller helt skrottes, risikerer vi at få et stort problem med for lidt pladser om ganske få år – og måske får vi også et problem i forhold til ikke at have de rigtige type plejehjemspladser. Ikke mindst er der et stort behov for flere demensvenlige pladser.

Kombinationen af høje byggepriser og færre penge til at bygge nyt, tvinger hermed kommunerne til at prioritere. Men selvom de ønsker at bygge de nødvendige plejehjem, kan det muligvis slet ikke lade sig gøre på grund af en anden udfordring.

Almene plejeboliger skal nemlig opføres inden for et maksimalt rammebeløb per kvadratmeter, så huslejen ikke bliver for dyr. Det er staten, der fastsætter rammebeløbet. Når vi som nu oplever, at det er meget dyrt at bygge, er det meget svært at holde sig inden for rammebeløbet.

En mulig løsning
En løsning på noget af dette problem finder man i et forslag fra Danmarks Almene Boliger (BL). De foreslår et midlertidigt gennemførelsesbidrag, der kan dække ekstraudgifterne for de stigende byggepriser uden, at huslejeudgifterne stiger. De peger også på, at ekstraudgifterne kan dækkes af Landsbyggefonden og således ikke belaster de offentlige finanser.

Danske Ældreråd bakker op om dette forslag. Vi mener, at det kan skabe bedre vilkår for kommunerne, men vi er også åbne over for, at der kan være andre løsninger. Vigtigst af alt er, at der bliver gjort noget, så svækkede ældre ikke kommer til at opleve ikke at kunne få den plejehjemsplads, de har behov for.

Læs også ”Danske Ældreråd advarer mod stop for plejehjemsbyggeri”, debatindlæg i Avisen Danmark

I Danske Ældreråd arbejder vi for, at der bliver gjort noget ved problemet. Og jeg kan kun opfordre til, at man som ældreråd følger udviklingen i sin kommune – og orienterer Danske Ældreråd, hvis I oplever noget tilsvarende. Vi finder det meget vigtigt, at der bliver holdt øje med, hvor stort problemet med udskudte og skrottede plejehjemsbyggerier vil vokse sig på tværs af hele landet.

Inger Møller Nielsen
formand