Regeringen og KL har netop offentliggjort økonomiaftalen for 2026. Danske Ældreråd ser med tilfredshed på, at man løfter den kommunale serviceramme med 3,2 milliarder kroner, og hermed fastholder niveauet fra sidste økonomiaftale.

– Det glæder os, at man også i en tid præget af stor økonomisk og geopolitisk usikkerhed fastholder kursen og fortsætter med at prioritere velfærden – herunder ikke mindst ældreplejen, siger Inger Møller Nielsen, formand, Danske Ældreråd, og tilføjer:

– Det er klart, at økonomi selvfølgelig spiller en stor rolle for at indfri ambitionerne i den ældrereform, som kommunerne er i gang med at implementere, og det er derfor vigtigt, at man fortsat løfter den kommunale serviceramme.

Aftalen sikrer blandt andet, at pengene følger med det stigende antal ældre i befolkningen, og samtidig hæves anlægsrammen til 22,3 milliarder i 2026, som kommunerne for eksempel kan bruge til at investere i daginstitutioner, skoler og plejehjem.

– Vi håber, at kommunerne vil udnytte en del af den forhøjede anlægsramme til at sikre, at der etableres de nødvendige boliger til den voksende ældrebefolkning. Vi ved, at der mangler plejeboliger i mange kommuner, men behovet rækker videre: Der er brug for et varieret udbud af boliger, der imødekommer forskellige livsfaser – fra et aktivt seniorliv til et liv med behov for pleje og omsorg, fortæller Inger Møller Nielsen.

Aftale om kommunernes økonomi kan læses her