Om to uger slår Danske Ældreråd dørene op for den første af fem temadage om sundhedsområdet i kommunerne. Danske Ældreråd giver dig her en forsmag på, hvad der er i vente. Der er stadig ledige pladser, hvis du ikke allerede er tilmeldt.

Samtidig med, at flere sundhedsopgaver lægges ud til kommunerne, bliver det stadig vigtigere for landets ældreråd at forholde sig til problemstillinger i det kommunale sundhedsvæsen. Det er baggrunden for Danske Ældreråds temadage.

Få redskaberne til at påvirke sundhedsområdet i din kommune
Anja Bihl-Nielsen, der er sundhedspolitisk konsulent i Danske Ældreråd, og oplægsholder på temadagene, understreger, at programmet er sammensat, så det klæder ældrerådene på til at indgå i samarbejdet med kommunen om udviklingen på sundhedsområdet.

– Hvad der foregår lige nu på sundhedsområdet i kommunerne kan virke uoverskueligt. Som ældreråd skal man både forholde sig til en ny organisering i form af sundhedsklynger og til kvaliteten af en række konkrete sundhedsydelser, siger Anja Bihl-Nielsen.

På temadagene får man derfor både overblik over aktørerne på området og eksempler på, hvordan man som ældreråd konkret kan arbejde med at udvikle sundhedsområdet.

– Deltagerne får et grundigt indblik i organiseringen af det kommunale sundhedsvæsen, og hvordan man her kan gøre sin indflydelse gældende. Hertil får man eksempler på, hvordan man kan arbejde med konkrete sundhedsydelser. Blandt andet kommer vi ind på, hvordan man som ældreråd kan arbejde for bedre rehabiliteringsforløb, og hvordan ældrerådene kan presse på for, at kvaliteten på de midlertidige pladser forbedres.

Vær med til at påvirke sundhedsklyngerne, inden det er for sent
Et af de områder, der behandles på temadagene er sundhedsklyngerne som er ved at blive etableret omkring akuthospitalerne – og som er et samarbejde mellem kommuner, hospital og almen praksis.

– En vigtigt brik i det nære sundhedsvæsen er sundhedsklyngerne. Med etablering af sundhedsklyngerne kommer kommunerne i klyngerne til at arbejde tættere sammen om sundhedsopgaver. Ud over en grundig introduktion til klyngerne sætter temadagene fokus på, hvad det betyder for ældrerådene – og deltagerne får anbefalinger til, hvordan man som ældreråd kan sætte en dagsorden, inden samarbejdet i klyngerne er mejslet i sten, siger Anja Bihl-Nielsen.

På hver temadag i de fem regioner, er der derfor også oplæg fra en kommunal chef eller direktør, som fortæller om, hvordan de arbejder med den nye klyngestruktur, og hvilken rolle kommunen spiller i det nære sundhedsvæsen.

Danske Ældreråd afholder fem temadage. Én i hver region:

  • Mandag den 10. oktober, Scandic Hvidovre, Kettevej 4, 2650 Hvidovre
  • Tirsdag den 11. oktober, Ringsted kongrescenter, Nørretorv 45, 4100 Ringsted
  • Tirsdag den 25. oktober, BDO Lounge, Tingvej 7, 2 sal tv. 8800 Viborg
  • Mandag den 31. oktober, Hotel Park, Milling Hotels Viaduktvej 28, 5500 Middelfart
  • Torsdag den 3. november, Hotel Søparken, Søparken 1, 9440 Aabybro

Læs mere her, hvor der også er mulighed for tilmelding