Landets ældreråd og seniorråd har på Danske Ældreråds repræsentantskabsmøde den 12. maj vedtaget en fælles udtalelse, hvor de peger på tre forhold som er afgørende for, om ældrereformen bliver en succes.
Fælles udtalelse fra landets ældreråd- og seniorråd:
Tre forhold er afgørende for, om ældrereformen bliver en succes
Når ældrereformen træder i kraft den 1. juli 2025, åbner der sig en historisk mulighed for at skabe en bedre ældrepleje i Danmark. Men reformens succes afhænger helt af, hvordan kommunerne griber implementeringen an.
I landets ældre- og seniorråd følger vi implementeringen tæt, og vi er optagede af, hvilken forskel reformen vil gøre for ældre mennesker. Det er vores vurdering, at hvis intentionerne bag reformen skal blive til virkelighed, er der tre forhold, der er afgørende.
Kontinuitet og sammenhæng
For det første er det helt afgørende, at borgerne oplever større kontinuitet og sammenhæng i deres plejeforløb. Kontinuitet har stor betydning for, at der kan opbygges gode og tillidsfulde relationer, og det må ikke være sådan, at ældre borgere overlades til at bære information videre fra den ene medarbejder til den anden.
I ældre- og seniorrådene arbejder vi derfor for, at der i alle kommuner etableres en struktur med faste teams, der leverer helhedspleje, og at sygeplejen bliver en integreret del af den nye struktur fra begyndelsen.
Reel selvbestemmelse
For det andet er det vigtigt, at ældrereformen reelt giver borgerne større selvbestemmelse. Det skal kunne ses tydeligt i beskrivelsen af de nye pleje- og omsorgsforløb samt i den måde, kommunerne vælger at tilrettelægge forløbene.
Derudover mener vi, at det er afgørende, at medarbejderne i ældreplejen er fagligt klædt på til at tage dialogen med borgeren om, hvad de har brug for, og at de kan støtte og guide de borgere, som er kognitivt svækkede.
Styrket forebyggelse
For det tredje er det afgørende at styrke forebyggelsen. Ældrereformen fjerner det nuværende krav om forebyggende hjemmebesøg og erstatter det med en generel forpligtelse for kommunerne til at arbejde med forebyggelse.
Det giver nye muligheder, men også risiko for, at forebyggelsesindsatsen nedprioriteres i nogle kommuner, hvilket kan føre til store forskelle på tværs af landet i ældres adgang til forebyggelse. Der må vi for alt i verden ikke ende. Vi opfordrer alle kommuner til at udnytte friheden til at sætte en ambitiøs dagsorden, som fastholder og styrker forebyggelsesindsatsen og bidrager til øget livskvalitet for ældre.
Samtidig kommer vi ikke uden om, at økonomi selvfølgelig også spiller en stor rolle for at indfri ambitionerne i ældrereformen. Det er vigtigt, at den ekstra milliard kroner, der årligt er afsat til implementeringen af ældrereformen, bruges til at realisere reformens intentioner – og ikke til at lappe på huller i kommunernes budgetter.
I ældre- og seniorrådene vil vi arbejde målrettet for, at midlerne prioriteres til reformen og bruges efter hensigten.