Formanden for Ældrerådet i Brønderslev Kommune er genvalgt som formand for landsorganisationen Danske Ældreråd.
På Danske Ældreråds repræsentantskabsmøde den 12. maj blev Inger Møller Nielsen genvalgt som formand for Danske Ældreråd. Hun har beklædt posten siden 2021 og går nu ind i sin tredje periode. Valget fandt sted uden modkandidat.
– Jeg er rigtig glad for, at mine kollegaer i ældrerådene endnu en gang viser mig tillid. Det er et privilegium få lov til fortsætte samarbejdet. Vi har rigtig mange dygtige mennesker i alle vores ældreråd, som har medvirket til, at vi har sat mange gode fingeraftryk – blandt andet på den nye ældrereform, der har været en af hjørnestenene i vores arbejde de seneste par år, siger Inger Møller Nielsen.
Danske Ældreråd er landsorganisation for de 98 folkevalgte ældreråd i kommunerne, og som formand varetager Inger Møller Nielsen en central rolle i at styrke ældrerådenes og dermed ældres medindflydelse på ældrepolitik, sundhed og velfærd.
– Der er nok at tage fat på. Jeg glæder mig til at følge tingene til dørs – sammen med de 98 ældreråd landet over, siger hun.
Med en ny ældrereform under implementering og en omfattende sundhedsreform i horisonten, peger Inger Møller Nielsen på flere områder, hvor ældrerådenes stemme skal høres:
– Jeg vil blandt andet fokusere på, at den store frihed, som kommunerne har fået på forebyggelsesområdet, bliver brugt til at styrke indsatsen – og ikke som en spareøvelse. Jeg mener også, det er enormt vigtigt, at borgerne får reel selvbestemmelse i ældreplejen. Og så vil jeg arbejde for, at ældrerådene bliver hørt og inddraget i de nye sundhedsråds arbejde.