Sundhedshuse – Nye rammer og styrkelse af den danske sundhedsindsats

Flere og flere sundhedsopgaver, bliver samlet under samme tag i kommunale ”sundhedshuse”. Baggrunden er et stærkt politisk ønske om at styrke samarbejdet om borgernes sundhed i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, og derfor er mange kommuner fokuseret på at styrke den faglige sammensætning i flere og i langt større sundhedshuse. Målet i de enkelte kommuner er fleksible sundhedshuse, hvor bl.a. kommune, region, almen praksis, andre praksisydere og frivillige organisationer arbejder sammen om borgerens forløb, men ikke nødvendigvis med samme struktur overalt i landet.

I dette tema tager vi ”sundhedshuse” op til overvejelse og oplyser om forskellige vinkler og aspekter vedr. sundhedshusene. Som borgere i Danmark, skal vi nemlig til at vænne os til ny modeller og metoder i det danske sundhedsvæsen, hvor mange sygdomme og behandlinger nu skal varetages kommunalt, og den velkendte opdeling i primær- og sekundær sundhedssektor vil ikke længere have samme betydning. Set i den sammenhæng er det derfor yderst relevant, at ældre-/seniorråd har kendskab til ”sundhedshusene” og får kendskab til, hvilke politikker der står bag sundhedshusenes tilblivelse og hvilket formål og indsatsområde sundhedshusene har i ”det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Sundhedshuse – hvorfor og til hvilket formål?
 

Flere og flere sundhedsopgaver, bliver nu samlet under samme tag i kommunale ”sundhedshuse”. Således er bl.a. sår- og kompressionsbehandling, medicinadministration, diverse injektioner og vejledning gennem de seneste 10 år, lidt efter lidt flyttet fra borgernes hjem og ind på kommunale sygeplejeklinikker og sundhedshuse. Efter kommunalreformen i 2007, har kommunerne i stigende grad fået langt større ansvar på sundhedsområdet, idet mange specialiserede behandlinger, forebyggelses- og genoptræningsopgaver er flyttet fra hospitalerne ud til varetagelse i kommunalt regi. Desuden er der også kommet rigtig mange nye opgaver og tilbud, hvor fokus er på borgerrettet sundhedsfremme og forebyggelse fx tilbud om rygestop, alkoholafvænning, kostvejledning, motions- og vægttabsforløb for både børn og voksne. De helt aktuelle politiske visioner og beslutninger om ”et nært og sammenhængende sundhedsvæsen” giver overordnet set yderligere alle landets 98 kommuner et langt større specialiseret sygdoms- og sundhedsfagligt ansvar for danskerne.

Den politiske dagsorden om at færre patienter skal falde mellem to stole i sundhedsvæsnet, og at flere skal hjælpes i eget nærmiljø og undgå indlæggelser er målet, der skal nås. Fremtiden vil derfor bringe en markant stigning i opgaveflytningen fra region til kommune, og begrebet ” det nære og sammenhængende sundhedsvæsen” skal altså kunne noget mere end den primære og den sekundære sundhedssektor kan i dag hver for sig. Kerneopgaverne i kommunerne er således håndtering af en lang række behandlinger, rehabilitering, herunder støtte til borgernes egenomsorg, forebyggelse og sundhedsfremme, tidlig opsporing af sygdomme, samt opgaver inden for pleje og omsorg. Men nu skal sektorerne i fællesskab skabe det nære og sammenhængende sundhedsvæsen bl.a. ved at specialiseret behandling også skal tilbydes lokalt, men i andre former end på det centrale sygehus (eksempelvis som satellitfunktion). Fokus er sammenhængende forløb for den enkelte borger, løst af den offentlige sektor, herunder almen praksis, kommune og sygehus, som kan udvikle partnerskaber med den private sektor, foreningerne og civilsamfundet, og det er som fysisk og faglig ramme for dette samarbejde, at sundhedshusene kommer ind i billedet.

Derfor er sundhedshuse relevante for ældre-/seniorråd
 

Som borgere i Danmark, skal vi vænne os til nye modeller og metoder i det danske sundhedsvæsen. Mange sygdomme og behandlinger skal med de store supersygehuses realisering varetages kommunalt, idet den velkendte opdeling i primær- og sekundær sundhedssektor ikke længere har samme betydning. I ”det nære og sammenhængende sundhedsvæsen” skal både den primære – og den sekundære sundhedssektor kunne noget mere, end de kan i dag hver for sig.

Set i den sammenhæng er det derfor yderst relevant, at ældre-/seniorråd har kendskab til ”sundhedshusene” og interesserer sig for:

– Hvilke politikker står bag sundhedshusenes tilblivelse og hvilket formål og indsatsområde skal sundhedshusene have i ”det nære og sammenhængende sundhedsvæsen” i jeres kommune?

Herunder:

  • Hvilke kerneopgaver skal jeres kommunerne kunne håndtere?

Her er tale om en lang række lægefaglige- og sygeplejefaglige vurderinger og behandlinger, rehabilitering, støtte til borgernes egenomsorg, forebyggelse og sundhedsfremme, tidlig opsporing af sygdomme, samt opgaver inden for pleje og omsorg.

Her er også tale om det sektorerne skal i varetage i fællesskab idet visse specialiseret behandlinger skal kunne tilbydes lokalt, (fastlægges i sundhedsaftalerne). Kan være tilbud som form af fx Satellitambulatorier, Bloddonor og blodprøveklinik, Jordemoderkonsultation, Lægecenter, Lægevagt, Røntgen og Skadeklinik.

  • Har din kommune fokus på at skabe sammenhængende forløb for den enkelte borger?

Her er tale om, at kommunen skaber og har ansvaret for at fysiske- og faglige rammer, kan tilgodeser sammenhæng og sufficiente tilbud for den enkelte borger. Kommunen skal skabe rammer for at opgaver der skal løses af den offentlige sektor, herunder almen praksis, kommune og sygehus, hænger sammen og er tilstede. Desuden sikre samarbejde og udvikle partnerskaber med den private sektor, foreningerne og civilsamfundet.

  • Hvordan og i hvilke rammer skaber din kommune faciliteter, der understøtter behov, kvalitet, faglighed, fleksibilitet, tilgængelighed, demografisk udvikling m.v. i forhold til sundhedsydelser til borgerne?

Her er tale om at fx den demografisk udvikling, fremtidige forventninger til behandlingskapacitet og evt. mangel på faglige kompetencer, bør tænkes ind i en ”fleksibel” løsning, som fysisk kan rumme og tilpasses sådanne forhold.

Her er tale om fordele (fagligt, økonomisk, udnyttelse af synergien) ved at samle/ikke samle ydelser i centrale enheder.

Her er tale om, om forudsætningerne er til stede? Borgergrundlag, befolkningssammensætning, tilgængelighed, muligheder for tværkommunalt samarbejde og den samlede hospitalsplan – hvilke løsninger giver den højeste faglig kvalitet og understøtte hensigtsmæssig ressourceudnyttelse?

Hvad er et sundhedshus?
 

Der er efterhånden mange forskellige typer af sundhedshuse i hele landet, og der er ikke en entydig definition af, hvad et sundhedshus skal indeholde eller kaldes. Sundhedscenter eller Center for Sundhed er ofte benyttede navne. Derudover går variationerne på antallet af aktører repræsenteret i huset, hvilke tilbud huset indeholder, hvilke borger- og patientgrupper tilbuddene i huset er målrettet til, hvordan sundhedshuset er organiseret, samt i hvilken grad ledelse, økonomi og drift er integreret på tværs af sektorer.

I Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland er sundhedshuse således typisk etableret for at sikre lægedækning og hospitalsydelser i yderområder. I langt de fleste af sundhedshusene er der visse regionale tilbud at finde, i form af fx Satellitambulatorier, Bloddonor og blodprøveklinik, Jordemoderkonsultation, Lægecenter, Lægevagt, Røntgen og Skadeklinik.

I Region Midtjylland er sundhedshuse primært etableret med en målsætning om at arbejde hen mod et sammenhængende og integreret sundhedsvæsen og sikre borgeren én indgang til kommunale og regionale sundhedsydelser. Her er fokus, at mange regionale og kommunale tilbud skal være samlet under samme tag.

Sammenlignet med de andre regioner har Region Hovedstaden en langt højere befolkningstæthed, en generelt god lægedækning og korte afstande til hospitaler, hvilket betyder, at afstande ikke i samme grad har været katalysator for etablering af sundhedshuse. Men mange af kommunerne i Region Hovedstaden har allerede etablereret sundhedshuse eller sundhedscentre, der samler kommunernes forebyggelses- og træningstilbud samt i nogle tilfælde også rehabiliterings-, aflastnings- og akutpladser. I enkelte sundhedshuse er der også andre aktører, eksempelvis praksissektoren, sygeplejeklinikker, jordemødre og frivillige foreninger, men regionale tilbud ses ikke så ofte.

Kommunernes Landsforenings blad, Momentum, har for et par år siden lavet en undersøgelse som viser, at det er meget forskelligt, hvilke sundhedstilbud der udbydes rundt omkring i sundhedshusene. Dog er forebyggelsestilbud til fx borgere med diabetes eller KOL repræsenteret i næsten alle sundhedshusene (85 procent), og mange kommuner (77 procent) har også valgt at placere deres genoptræningstilbud i sundhedshuset. Men det er naturligvis klart, at et sundhedshus som indeholder mange faciliteter som fx både lægepraksis, sygeplejeklinik, akutfunktion, mange regionale tilbud og genoptræningsfaciliteter med mere, har langt højere fleksibilitet, og de samlede ydelser og tilbud er en anden og langt mere kompetent og specialiseret, end hvis sundhedshuset kun huser genoptræningsfaciliteter.

Sundhedshuse – bekymringer eller fordele?
 

For at løse alle disse nye sundhedsopgaver, har mange kommuner etableret sundhedstilbud, som gradvist er blevet spredt på mange små enheder rundt i kommunerne. Den aktuelle tendens med etablering af langt større sundhedshuse er kommunernes løsningsforslag til at samle tilbud og opgaver og derved sikre borgerne en mere enkelt og tydelig indgang til de kommunale ydelser. Således har to ud af tre kommuner allerede valgt sundhedshuse til at tackle de mange nye sundhedsopgaver, og i langt de fleste øvrige kommuner er sundhedshusene på vej.

Nogle begræder denne udvikling med opgavernes centralisering i sundhedshuse og hævder, at indsatsen bl.a. bliver på bekostning af hjemmebesøg hos de svageste borgere og forringet service til borgere i udkantsområder. Men generelt lyder absolut flest positive kommentarer til sundhedshusene fra bl.a. politikere, fagligt personale og borgerne selv. De fremhæver eksempelvis fleksibilitet i forhold til borgernes tid, korrekt og mere avanceret udstyr til disposition, langt flere specialiserede behandlings- og genoptræningsmuligheder, et bedre fysisk- og fagligt arbejdsmiljø for det faglige personale, samt en generel styrkelse af jobmuligheder i nærmiljøet.

Der er altså masser af praktiske muligheder ved fænomenet sundhedshuse, som ikke er at finde i forbindelse med pleje og omsorg for borgere i eget hjem og i udkantsområder. Den overordnede sundhedsfaglige hensigt med etableringen af sundhedshusene er at gøre sundhedsvæsenet mere enkelt for borgerne/patienterne, sikre bedre udnyttelse af ressourcerne, sikre synergifordele, samt give et større og nødvendigt fokus på et lokalt kvalitetsløft i forbindelse med sundhedshusenes tilblivelse.

Hvad skal et sundhedshus løse?

I disse år ser vi et stærkt politisk ønske om at styrke samarbejdet om borgeren i det nære sundhedsvæsen, så derfor er mange kommuner fokuseret på at styrke den faglige sammensætning i langt større sundhedshuse. Målet i de enkelte kommuner må være fleksible sundhedshuse, hvor kommune, region, almen praksis, andre praksisydere og frivillige organisationer arbejder sammen om borgerens forløb, men ikke nødvendigvis med samme struktur overalt i landet.

I områder med mangel på praktiserende læger kan et fleksibelt sundhedshus være attraktivt for almen praksis og andre praksisydere. Kommunerne kan i denne model påvirke lægesituationen ved at tilbyde egnede lokaler for almen praksis og andre praksisydere i sundhedshuset. Målet er at skabe synergi på en måde, som giver mening for både borger, kommune og praktiserende læger, og dette kan eksempelvis ske ved, at der laves aftaler om frikøb af noget af lægernes tid, så kommunen og lægen kan indgå et udvidet samarbejde.

Den nye akutfunktion, som kommunerne også skal kunne varetage fra 2018, vil i mange mindre kommuner, samt i yderområder også med fordel kunne placeres i sundhedshuse. Akutfunktionen vil bl.a. lettere kunne trække på den nødvendige lægefaglige kompetence, som måske alligevel er i sundhedshusene, ved at en kommune har lavet aftaler om frikøb at lægers tid og kompetencer.

Med mange faglige kompetencer; læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer m.fl. i sundhedshusene kan der skabes en helt naturlig ramme for, at sundhedshusene i fælleskab kan varetage langt flere komplekse og specialiserede opgaver i kommunalt regi. Det er opgaver, som netop kan forventes varetaget i kommunerne, idet de på sigt ikke længere vil blive varetaget og løst af landets store supersygehuse. På det faglige plan er visionen desuden, at sundhedshusene også skal kunne overtage reel behandling, eksempelvis give kemoterapi, dialysebehandling og i.v. – behandling, samt at helt nye behandlingsformer også skal kunne varetages.

Men målet med sundhedshusene er langt mere end en fælles adresse for faglige kompetencer og løsningsmodel for en specialiseret indsats. Visionen i mange kommuner er, at det også er muligt at tilknytte funktioner fra hospitalet til sundhedshusene. Ikke nødvendigvis fast på matriklen, men der kan eksempelvis arbejdes med mobil blodprøvetagning, telemedicinsk kontakt til hospitalet og almen praksis, så det er muligt at gennemføre ambulante kontroller via digitale løsninger. I sådanne sundhedshuse bliver indsatsen dermed en glidende overgang mellem det kommunale og regionale behandlingstilbud.

Sundhedshusenes antal, størrelse og placering i kommunerne er naturligvis afgørende for, hvor central/decentral en ydelse borgerne kan forvente. Det er klart, at lokaler/faciliteter skal være egnede, både i forhold til tilgængelighed og med plads til de faglige fællesskaber. I mange kommuner etableres sundhedshuse i tilgængelige lokaler i nærmiljøet, f.eks. i nedlagte skoler eller i tilknytning til biblioteker eller lignende, hvor borgerne i forvejen har tradition for at komme.

To ud af tre kommuner har allerede sundhedshuse, og mange nye er under konstruktion og etablering. Dette tal viser, at langt de fleste kommunernes foretrukne løsningsmodel til at sikre realisering af et nært og sammenhængende sundhedsvæsen er sundhedshuse. Som borgere skal vi altså til at vænne os til en helt ny model for ”det danske sundhedsvæsen”, hvor sygdom og behandling fx varetages kommunalt, og hvor opdeling i primær- og sekundær sundhedssektor ikke længere har samme betydning.

Etablering af sundhedshuse?

Inden etableringen af et sundhedshus er det afgørende at overveje og afklare, hvor mange – og hvilke – opgaver, udfordringer eller problemstillinger, sundhedshuset skal løse. Det er ligeledes vigtigt at inddrage væsentlige parter, så alle relevante aktører, der skal være med til at løse udfordringer og problemstillinger, deltager i planlægningen fra begyndelsen. Det kan være afgørende for et sundhedshus’ succes om f.eks. praksissektoren, de kommende brugere af sundhedshuset og frivillige har været involveret i processen. Den demografiske udvikling, fremtidige forventninger til behandlingskapacitet og evt. mangel på faglige kompetencer er eksempler på problemstillinger, som bør tænkes ind i et ”fleksibelt sundhedshus” – altså en fleksibel model, som kan tilpasses variable forhold.

Fælles mål, fælles ledelse og fælles samarbejdsværdier?
Der er mange spørgsmål som, hvis de ikke bliver afklaret, kan spænde ben for et velfungerende og fleksibelt sundhedshus. Det kræver politisk vilje fra alle parter, hvis der skal afprøves nye løsninger, og de eksisterende organisatoriske strukturer skal udfordres. Elementer som fælles mål og fælles ledelse kan være væsentlige for succes, ligesom at finansieringen af sundhedshuset skal afklares – dette med opmærksomhed på sundhedsvæsenets incitamentsstrukturer. Endvidere vil det være væsentligt, at parterne omkring sundhedshuset bliver enige om, hvilke samarbejdsværdier, man vil arbejde ud fra, både i etablerings- og driftsfasen.

Hvilke tilbud, der skal være i sundhedshuset, vil afhænge af, hvilke behov og muligheder, der er lokalt. Inden for sundhedsområdet kan det være tilbud inden for forebyggelse, behandling, pleje og rehabilitering. Men det kan også være tilbud, der rækker ind i andre kommunale forvaltninger, patientforeninger, idrætsforeninger, apoteksudsalg m.m. Grundlæggende skal opgaveløsningen omkring fælles borgere altid være styrende for, hvilken samarbejdsmodel der vælges, herunder hvor stor integration af tilbud, der er behov for. Er forudsætningerne til stede? Borgergrundlag, befolkningssammensætning, tilgængelighed, muligheder for tværkommunalt samarbejde og den samlede hospitalsplan, er alle væsentlige elementer, der skal tages højde for, hvis funktioner og tilbud i fælles sundhedshuse, skal være af høj faglig kvalitet og understøtte hensigtsmæssig ressourceudnyttelse.

Forskellige overvejelser og typer af sundhedshuse
 

Center for Sundhed i Holstebro Kommune
Mange kommuner er ved at udvide eller etablere helt nye sundhedshuse, bl.a. Holstebro Kommune i Region Midtjylland. I Region Midtjylland er sundhedshuse etableret med en målsætning om at arbejde hen mod et sammenhængende og integreret sundhedsvæsen og sikre borgeren én indgang til kommunale og regionale sundhedsydelser.

I Holstebro Kommune kalder man sundhedshuset for Center for Sundhed og hensigten er, at Center for Sundhed bliver nyskabende, da det huser sundhedstilbud på tværs af sektorer. I huset vil der være mange regionale, såvel som kommunale funktioner. Der er ligeledes lavet plads i bygningen til, at privatpraktiserende læger kan flytte ind. Regionens akutlægebil får desuden base i Center for Sundhed, hvor også små skader som tidligere blev behandlet på hospitalers skadestuer, nu vil kunne blive undersøges og behandlet akut i sundhedshuset. I centeret kan der også tages røntgenbilleder og blodprøver, og kommende forældre kan komme til fødselsforberedelse hos jordemoderen. Psykiatriske funktioner vil også blive etableret – og så er det muligt at konsultere praktiserende læge og børnetandpleje m.m.

Center for Sundhed består ud over hovedbygningen af to yderligere matrikler i Holstebro; Center for Læring og Træning og Sundhedshuset Stationsvej. Anlægsbudgettet for hovedbyggeriet er på 237,5 millioner. Staten, Region Midtjylland og Holstebro Kommune er fælles om at finansierer byggeriet. Den færdige bygning er 11.700 kvadratmeter fordelt over fem etager. Bygningen vil efter planen stå klar her i primo 2018. Centeret er designet som en særpræget og stærk arkitektonisk form, en stjerne med afrundede hjørner. Det har den fordel, at den med sine mange retninger kan tilpasse sig miljøet og nå ud til den omgivende kontekst i nærmiljøet og skabe et stærkt center inde i bygningen.

Grundstenen i Region Midtjylland i det moderne sundhedsvæsen er at fokuserer på et tæt samarbejde mellem brugere, pårørende og sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer. De fysiske rammer i Center for Sundhed skal netop understøtter et sådant samarbejde, så det bliver en gevinst for alle, når huset tages i brug”, forklarer Jens Kristian Hedegaard, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune.

Sundhedscenteret i Rødovre Kommune
I Rødovre Kommune, har man grebet opgaven lidt anderledes an. Det er tydeligt at forudsætningerne ved at være en del af Region Hovedstaden, influerer på det behov man har for opgaver, som skal løses lokalt i et sundhedshus. I Region Hovedstaden og i Rødovre, har man således ikke mangel på praktiserende læger, og hospitalers faciliteter ligger relativt tæt på. I Rødovre er det derfor primært kommunens forpligtigelser med at yde tilbud og behandling der vedrører sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering og genoptræning, som skal løses i sundhedscenteret.

Centeret er således primært borgernes indgang til forebyggende sundhedstilbud, der ikke kræver en lægehenvisning. Sundhedscenteret har mange forskellige tilbud og fagpersoner der kan støtte og vejlede borgerene til at få et sundere liv. Således tilbyder sundhedscenteret en bred vifte af tilbud, som kan støtte borgerne til at få sundere vaner, uanset om man er syg eller rask. Sygeplejersker, kost- og motionsvejledere, diætist og andre fagpersoner arbejder i centeret og tilbyder sundhedssamtaler, rehabiliteringsforløb, kurser og andre aktiviteter.

Sundhedscenteret i Rødovre Kommune repræsentere på sin vis meget godt den type sundhedshuse der er etableret i de fleste af Region Hovedstadens Kommuner. Stort set alle sundhedshusene varetager forebyggende sundhedstilbud, men variere derudover lidt i forhold til andre faglige tilbud, eksempelvis en hjemmesygeplejefunktion, jordmoderkonsultation, psykolog og andre private initiativer som fysioterapi, kiropraktor og tandlæge. Lægefunktion er dog meget sjældent en funktion man finder i sundhedshuse i Region Hovedstaden.

Sundhedscenter i Ribe
I Sundhedscenteret i Ribe, er det modsat Roskilde, ganske væsentligt, at der prioriteres lægepraksis i sundhedscenteret. Således repræsentere Sundhedscenter i Ribe meget godt den struktur og de overvejelser kommunerne har når sundhedshuse skal etableres, hvor lægemangel og udkantsproblematikker gør sig gældende (Region Nord, – Syd og – Sjælland). Hensigten med etableringen af en lægepraksis i sundhedshuset er bl.a. at trække flere praktiserende læger til området, som derved kan understøtte det samlede primære sundhedstilbud, så borgerne kan finde en række sundhedstilbud i ét center.

Sundhedscenteret ligger i det tidligere sygehus, og Esbjerg Kommune har udleje lokalerne så både praktiserende læger, vagtlæge, tandlæger, jordemoderkonsultation, hjemmesygeplejen, den kommunale genoptræning, forskellige behandlere og frivillighus fylder de mange kvadratmeter. – Vi har lige nu 33 forskellige lejere, og alle de lokaler, der kan udlejes, er for tiden udlejet., Især efter lægeklinikken er flyttet ind, er der kommet mere liv i området. Lægeklinikken betyder, at flere borgere benytter centeret, og det skabet liv og faglighed, siger Jytte Kjær Knudsen, der er specialist i Esbjerg Kommunes fællesforvaltning.