På blot en måned er der vendt op og ned på vores samfund. Adfærdsmønstre er forandret, usikkerhed og frygt for at blive smittet med coronavirus dominerer hverdagen. Og ikke mindst hos den gruppe som vi, der er ældre, tilhører.
I skrivende stund, er der mange ubesvarede spørgsmål. Vi ved blandt ikke, hvor lang tid coronaepidemien kommer til at vare i Danmark og om antallet af indlagte og intensive patienter i Danmark vil fortsætte med at stige jævnt, som det ser ud til at være tilfældet lige nu.
Det er også et ubesvaret spørgsmål, hvad følgevirkningerne bliver af, at der nu er lukket ned for besøg på landets plejehjem.
Nødvendige besøgsrestriktioner
Danske Ældreråd bakker op om besøgsforbuddet, da vi finder det nødvendigt for at beskytte nogle af landets svageste ældre mod at blive smittet med coronavirus og hermed risikere at dø. Men vi er også klar over, at forbuddet efterlader mange ældre i ensomhed – uden kontakt med familie og venner. Det kan i sig selv gå ud over det mentale og fysiske helbred.
Selvom det er meget bekymrende, mener vi dog at alternativet er endnu værre. Det er for tidligt at begynde at åbne op for fysiske besøg på plejehjem, når det stadig er liv, der er på spil. Vi kan derfor kun opfordre til, at familie, venner og frivillige generelt skruer op for kontakten med ensomme ældre via telefonen eller computeren. I den forbindelse er vi glade for, at så mange danskere melder sig som frivillige – blandt andet som samtalevenner hos Røde Kors.
Mange viser mod og samfundssind
Midt i en usikker tid, må man heller ikke glemme at sætte pris på den kæmpe indsats, der ydes af kommunernes medarbejdere for at få hverdagen til at fungere på trods af mange vanskelige situationer. Det er også prisværdigt, at tusindvis af pensionerede læger, sygeplejer, sosu’er og andre fra sundheds- og ældreområder melder sig til regionernes og kommunernes corona-beredskaber. Det viser stort mod og samfundssind.
Hold dig opdateret
I dette nyhedsbrev har vi samlet information, der på nuværende tidspunkt, er relevant for ældrerådsarbejdet. Når jeg skriver på nuværende tidspunkt, er det fordi udviklingen går meget hurtigt.
Myndighederne opdaterer løbende krav og anbefalinger. Og det, der er relevant nu, kan vise sig ikke længere at gælde i morgen.
Danske Ældreråd følgere udviklingen tæt og opfordrer ældreråd til at holde sig løbende opdateret. I forhold til det planlagte repræsentantskabsmøde og konference i slutningen af april, er vi naturligvis kede af, at have været nødt til at aflyse. Lige nu arbejder vi på at få afklaret, hvordan nogle formelle procedurer omkring repræsentantskabsmødet, kan gennemføres.
Påsken står for døren. Og mange vælger klogeligt at følge myndighedernes råd og springer traditionen med at samles med familie og venner over. Jeg håber, at alle alligevel får en god påske, og at vi alle snart kan mødes igen.
Danske Ældreråd ønsker alle en god påske.
Mogens Rasmussen
formand
Publiceret den 31. marts 2020