Jammerbugt Kommune har taget de første spadestik til reformarbejdet - og i Seniorrådet er der store forventninger, men også bekymringer.

– Vi er i fuld gang, og vi bliver hørt og inddraget af kommunen, fortæller seniorrådets formand, Birgitte Kvist, og fremhæver, at man i kommunen har lavet en helt ny struktur for ældreplejen, som kobler hjemmeplejen og sygeplejen sammen.

Der er etableret fire helt nye hjemme- og sygeplejegrupper, hvor både hjemmeplejen og sygeplejen er samlet under samme leder i hver gruppe. Under de fire grupper er man desuden i gang med at udvikle tværgående faste teams, der skal sikre en helhedsorienteret indsats over for borgerne.

Stor omvæltning
Men omstillingen har ikke været uden omkostninger:

- Det var en stor omvæltning at få etableret de nye grupper. Ledelsen i de gamle grupper blev opsagt og skulle genansøge stillingerne i de nye grupper, fortæller Birgitte Kvist.

Næste skridt at få fastlagt rammerne for den hjælp, der kan gives i de nye pleje- og omsorgsforløb, hvilket får stor betydning for reformens succes.

– Nu mangler vi den overordnede struktur med de nye pleje- og omsorgsforløb, hvor vi skal finde ud af, hvad indholdet af forløbene skal være. Før vi har set de nye forløb, er det svært at vurdere, hvilken forskel de vil gøre for borgerne, siger Birgitte Kvist og peger på, at den største ændring for borgerne i første omgang nok bliver, at den samme medarbejder fremover skal kunne løse flere forskellige opgaver i hjemmet.

Glæder sig over, at de forebyggende hjemmebesøg bevares
Et andet vigtigt fokusområde for Birgitte Kvist og Seniorrådet er forebyggelse.

- I Seniorrådet mener vi, at forebyggelse er utrolig vigtigt, og derfor er vi glade for, at kommunen har valgt at fortsætte med de forebyggende hjemmebesøg, men også kigger på om de forebyggende hjemmebesøg kan indrettes anderledes. I rådet arbejder vi for, at det ikke kun er enlige over 75 år, der skal have et brev med en dato for et besøg. Vi mener, at også borgere over 75 år med en ægtefælle skal have det. Blandt andet fordi man hermed bedre når ud til de borgere, der for eksempel har en ægtefælle med demens.

Bekymring over færre tilsyn: Hvad hvis noget skrider?
I forhold til om borgerne fortsat kan få et frit valg af leverandør, når også private skal kunne levere helhedspleje, ser Birgitte Kvist en mulig udfordring:

- Jeg tror, der kan blive problemer i forhold til, om borgerne kan få et frit valg af leverandør, for jeg tror, at leverandørerne i vores kommune vil have svært ved at levere helhedspleje.

En anden bekymring er ændringen i tilsynsmodellen. Tidligere blev der lavet tilsyn oftere, og det gav mulighed for tæt opfølgning.

- Hidtil har det været et fast punkt for Seniorrådet at følge udviklingen via tilsynsrapporterne. Nu kan der gå op til fem år mellem tilsynene, og det bekymrer os, for meget kan nå at skride på fem år, slutter Birgitte Kvist.

 

Tre formænd peger på de største udfordringer ved ældrereformen

Ældrereformen er ved at blive rullet ud i kommunerne. Danske Ældreråd har spurgt tre ældre- seniorrådsformænd, hvordan opgaven gribes an i deres kommune, og hvad de særligt holder øje med.

Selvbestemmelse for den ældre, tillid til medarbejdere og ledelse samt et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet. Sådan lyder de tre bærende værdier for den ældrereform, der beskrives som den største forandring af ældreplejen i årtier.

Men hvordan går det med at omsætte værdierne til virkelighed ude i kommunerne? Hvad fungerer godt? Hvor ligger de største udfordringer? Og hvad holder ældrerådene særligt øje med? Det har Danske Ældreråd spurgt tre formænd for ældre- og seniorråd om: