Lokalpolitikere bliver ofte beskyldt for ikke at lytte nok til borgerne. Danmarks 98 ældreråd oplever det modsatte, viser ny undersøgelse.
En ny undersøgelse viser, at kommunerne både lytter og tager hensyn til den rådgivning, de får fra ældrerådene.
Ifølge undersøgelsen, der er gennemført af Danske Ældreråd, oplever 88 ud af de 95 ældreråd, der har deltaget i undersøgelsen, at de i høj grad (17) eller i nogen grad (71) har indflydelse på beslutninger i kommunen, der vedrører ældre.
Det glæder Mogens Rasmussen, formand for Danske Ældreråd.
– Vi oplever, at kommunalpolitikerne og deres forvaltning bliver bedre og bedre til at inddrage og lytte til ældrerådene. De lokale ældreråd får selvfølgelig ikke alle deres ønsker opfyldt. For eksempel har vi i de seneste år oplevet besparelser på ældreområdet i mange kommuner, og her har opgaven for ældrerådene ofte været at begrænse skaden. Men set over en bred kam oplever vi, at kommunerne lytter til ældrerådene – i hvert fald så langt som pengene rækker, siger Mogens Rasmussen, formand, Danske Ældreråd.
Også i KL oplever man, at kommunerne sætter pris på den rådgivning, de får fra ældrerådene.
– Ældrerådene er generelt gode til at opfange, hvad der er vigtigt for de ældre, og de har en stor viden om, hvilken betydning de kommunale initiativer har for ældre borgeres livsbetingelser. Derfor er jeg også glad for, at de folkevalgte ældreråd rundt omkring i landet bliver inddraget i kommunalbestyrelsernes beslutninger. Det styrker lokaldemokratiet og gør, at flere borgere føler sig hørt og inddraget, siger Jette Skive, formand for KL’ Sundheds- og Ældreudvalg.
Inddragelsen af ældrerådene gør sig blandt andet gældende, når lokale byrum er under forandring. Her har ældrerådene afgørende indflydelse på kommunernes prioriteringer og planlægning i forhold til at sikre tilgængelighed og ældreegnede adgangsforhold.
I Holbæk Kommune har det lokale ældreråd fx haft stor indflydelse på, at et nyt plejecenter i dag er placeret centralt i Tølløse – tæt på både station, bibliotek og byens liv. Læs mere om det på næste side.
Plads til uenighed
Nogle gange går bølgerne dog højt. Det er ikke usædvanligt, at ældrerådene går i lokalmedierne og kritiserer deres kommune for at skære i ældreplejen. Men det er, ifølge formanden for Danske Ældreråd, en naturlig følge af rollefordelingen.
– Der skal være plads til uenighed i samarbejdet mellem kommune og ældreråd, hvis ældrerådet skal opfylde sin rolle som både rådgiver for kommunalbestyrelsen og som de ældre borgeres talerør, siger Mogens Rasmussen.
Noget tyder da også på, at der er plads til denne uenighed. I Danske Ældreråds undersøgelse fortæller 82 ud af 95 ældreråd, at samarbejdet med kommunalbestyrelsen er meget godt (39) eller godt (43).
Det siger undersøgelsen om ældrerådenes indflydelse
- 88 ud af de 95 ældreråd vurderer, at de i høj grad eller i nogen grad har indflydelse på beslutninger i kommunen, der vedrører ældre.
- 82 ud af 95 ældreråd vurderer, at samarbejdet med kommunalbestyrelsen er meget godt eller godt.
- 87 ud af 95 ældreråd vurderer, at samarbejdet med forvaltningen er meget godt eller godt.
- 65 ud af 95 ældreråd ønsker, at kommunalbestyrelsen inddrager dem tidligere, så samarbejdet kan bliver yderligere udviklet.
Jf. Danske Ældreråds medlemsundersøgelse juni 2019.
Læs også “Høringsvar er vigtige, men ældrerådene laver meget andet”.
Publiceret den 30. oktober 2019