For anden gang i træk er Danmark i 2020 blevet kåret som verdens bedste til offentlig digitalisering, og det er til manges glæde, at vi lever i et digitaliseret samfund. Der er dog borgere, der ikke kan følge med eller klare sig selv under digitaliseringens vilkår. For de borgere er den digitale udvikling en målstreg, der konstant flytter sig.
I en ny rapport fra april 2021 sætter KL og Digitaliseringsstyrelsen fokus på kompleksiteten i denne problemstilling, som handler om meget forskellige borgere, der på den ene eller anden måde bliver mødt af forhindringer i deres hverdag.
Hvor mange er digitalt udsatte?
Det vurderes, at de digitalt udsatte udgør 17-22 procent af den voksne befolkning. Potentielt set kan tallet være højere, hvis man inkluderer pludseligt opståede og særligt vanskelige livssituationer hos dem, der normalt klarer sig selv. Hertil kommer de mange pårørende, der står ved siden af for at hjælpe, som også møder forhindringer i det digitale univers.
7,5 procent af befolkningen er fritaget for Digital Post. Et flertal af dem kan heller ikke på egen hånd gennemføre en selvbetjeningsløsning. Denne gruppe udgøres især af ældre borgere, borgere med handicap og ikke-vestlige indvandrere. Herudover er der grupper af socialt udsatte borgere, ufaglærte og borgere, der midlertidigt ikke er digitale fx på grund af sygdom.
Syv barrierer
Rapporten peger på fem barrierer, der kan stå i vejen for, at en borger kan begå sig digitalt på lige fod med flertallet. En borger kan blive mødt af en enkelt barriere, men ofte udfordres man af flere barrierer på en gang. På den måde kan barriererne også have en forstærkende effekt på hinanden:
- Løsninger passer ikke med borgers valg af device.
- Svage digitale færdigheder.
- Svage administrative færdigheder.
- Svage færdigheder i skriftligt dansk.
- Få muligheder for digitale stedfortrædere.
Herudover beskrives to barrierer, der forholder sig specifikt til det at være fritaget fra Digital Post og ikke kunne anvende selvbetjeningsløsninger.
- Manglende og/eller vanskelige alternative veje.
- Manglende muligheder for digitale stedfortrædere (selvom borgeren er fritaget).
Det skal myndigheder fokusere på
Til slut ridser rapporten op, hvad offentlige myndigheder kan fokusere på for at overkomme barrierene. Det er ikke nødvendigvis meningsfuldt at angribe barrierene én for én, men derimod se på, om de kan løses på tværs.
Overskrifterne for fokuspunkterne er:
- Fokus på udvikling til mobile devices.
- Fokus på forenkling af kommunikation og processer.
- Fokus på bedre muligheder for at kunne hjælpe digitalt.
- Fokus på de alternative veje.
- Fokus på samarbejde med og regler for private aktører.