Underernæring har store konsekvenser, for den enkelte – og for samfundet. Derfor kommer Alliancen mod Underernæring med seks anbefalinger til politisk handling.
Underernæring er et alvorligt problem særligt blandt sårbare ældre borgere og syge mennesker.
Det skønnes, at over halvdelen af alle ældre på plejehjem og på sygehusene er i risiko for at blive underernærede. Det er mennesker, som ofte ikke selv råber højt i den offentlige debat, og som hver dag bliver overset i det danske sundhedsvæsen og ældrepleje.
Underernærede ældre er typisk indlagt i længere tid, og de bliver oftere genindlagt og har større behov for hjælp, efter de er udskrevet.
En analyse fra Norge konkluderer, at underernæring koster det norske samfund, hvad der svarer til 22 mia. danske kr. om året. Det er tæt på, hvad det kostede at bygge Storebæltsbroen.
Der er ingen grund til at tro, at det ser anderledes ud i Danmark. I takt med en aldrende befolkning vil problemet kun blive større og dyrere, hvilket er uforståeligt, for løsningerne er kendte, men det kræver politisk vilje.
I et bredt samarbejde med en række aktører, deriblandt Danske Ældreråd, lancerer Alliancen mod Underernæring seks nye anbefalinger til politisk handling, som skal sætte underernæring på dagsordenen. Hvad enten det er gennem ny lovgivning, reformer eller i den eksisterende praksis i kommuner og regioner.
Der er nemlig mange faktorer i spil, der kan føre til underernæring. Og det er kun ved en systematisk, tværgående og evidensbaseret indsats, at vi kan forebygge og behandle underernæring.
Alliancen mod Underernæring, som blandt andet tæller Danske Ældreråd, har seks anbefalinger til politisk handling:
- Lovgivning og reformer skal understøtte ernæring som et centralt indsatsområde.
- Der skal iværksættes en indsats overfor den enkelte i ernæringsrisiko.
- Der skal være fokus på maden og måltidets betydning i forebyggelse og behandling af underernæring.
- Uddannede medarbejdere skal varetage ernæringsopgaven.
- Viden om underernæring og ernæringens betydning skal styrkes.
- Tværgående samarbejde skal styrke ernæringsindsatsen