Danske Ældreråd er med i alliance, der i dag præsenterer 10 målsætninger for danskernes sundhed.
Forebyggelsesalliancen for fremtidens sundhed præsenterer med 10 klare målsætninger det mest ambitiøse initiativ på forebyggelsesområdet i årtier. Alliancen opfordrer regeringen til at forpligte sig på målsætningerne i de kommende 10 år. Noget der i sidste ende skal være med til at ændre markant på sundhedslandskabet i Danmark.
Forebyggelsesalliancen, som består af 25 danske virksomheder og organisationer – deriblandt Danske Ældreråd – peger blandt andet på, at Danmarks levealder og livskvalitet halter efter vores nabolande. Derfor foreslår Forebyggelsesalliancen, at regeringen arbejder hen imod en national forebyggelsesstrategi for 2025-2035, der skal indeholde forpligtende forebyggelsesmålsætninger og konkrete politiske initiativer.
Til hver af målsætningerne hører der konkrete målpunkter. For eksempel:
”Danskernes middellevealder skal frem mod 2035 stige med mindst 2,5 år – og vi skal på niveau med vores nabolande.”
Målsætningerne kan alle findes i planen, der hedder ”Et længere og bedre liv”, og som kan læses her.
Til efteråret vil Forebyggelsesalliancen lancere et idékatalog med konkrete forslag til, hvordan man politisk kan indfri målsætningerne. Alliancen ser frem til en fortsat dialog om, hvordan vi løfter den danske forebyggelsesindsats til nye højder.
De 10 målsætninger
- Danskerne skal leve længere
- Patienterne skal modtage hurtigere behandling – og hospitalerne skal aflastes med færre genindlæggelser
- Færre børn og voksne skal rammes af psykisk sygdom
- Danmark skal ud af trivselskrisen
- Ældre som yngre danskere skal være mere fysisk aktive i deres hverdag
- Færre danskere skal være overvægtige
- Der skal gøres op med den store ulighed i danskernes sundhed
- Kroniske sygdomme skal opspores tidligere og behandlingen forbedres, bl.a. gennem en opprioritering af innovativ teknologi og andet medicinsk udstyr
- Danske børn skal vokse op med mindre alkohol og uden tobak
- Danskerne skal have færre sygedage som følge af smitsomme sygdomme
Forebyggelsesalliancens medlemmer
Danica Pension
Gigtforeningen
Lungeforeningen
Dansk firmaidræt
Danske Ældreråd
Dansk Selskab for Geriatri
Psykiatrifonden
SMVdanmark
Danske Tandplejere
MSD Danmark
Danmarks Apotekerforening
Medicoindustrien
Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet
Danske Skoleelever
Astma-Allergi Danmark
Nyreforeningen
Aleris
Høreforeningen
Optikerforeningen
Kosmetik- og hygiejnebranchen
Alzheimerforeningen
AIDS-Fondet
Fonden Mental Sundhed
Capio Privathospital
Danish.Care