Det er en udbredt misforståelse, at det er hospitalerne, der skal reddes fra den demografiske tsunami med flere ældre. I virkeligheden er det kommunerne, som står med gigantiske problemer, mener medlem af Sundhedsstrukturkommissionen, Sidsel Vinge.

– Der kører den her sang om, at hvis vi skal redde hospitalerne og særligt akutmodtagelserne og de medicinske afdelinger mod tsunamien af ældre, multisyge og medicinske patienter, så er der nogle opgaver og patienter, der skal flyttes ud i det nære sundhedsvæsen, ud til kommunerne og ud i almen praksis. Men hvis nogen skal reddes, er det kommunerne.

Sådan lød det fra Sidsel Vinge, der er selvstændig konsulent og medlem af Sundhedsstrukturkommissionen, da hun holdt oplæg på Danske Ældreråds sundhedspolitiske konference.

Flytter rundt på problemerne
Her pegede hun på, at når vi løser et problem på sygehusene ved at flytte opgaver ud i kommunerne, er det typisk den måde, man i Danmark har udviklet sundhedsvæsenet på de sidste 60-70 år.

– Vi tager et problem og en sektor ad gangen, og så flytter vi problemerne rundt, sagde Sidsel Vinge.

I dette tilfælde er de største udfordringer så landet hos kommunerne, hvor de gennemsnitlige udgifter per borger til sundheds- og omsorgsydelser i forvejen er væsentligt højere end på sygehusene. Og hvor man står overfor endnu større rekrutteringsudfordringer end på sygehusene. I 2030 forventes det således, at der mangler sosu’er, mens der vil være overskud af læger og sygeplejersker.

Høj andel af ældre i mindre kommuner
Derfor der det ifølge Sidsel Vinge på ingen måde sygehusene, der skal reddes når der i disse år kommer væsentligt flere ældre og gamle medborgere. Det er kommunerne, særligt de mindre kommuner, som har en meget høj andel af ældre, der har behov for omsorgs- og sundhedsydelser.

– Andelen af plus 80-årige er ikke ligeligt fordelt i det her land. De unge og de studerende bor i de store byer og deres bedste og oldeforældre bor i de mindre kommuner på landet, som udgør halvdelen af landets kommuner. Det er den her demografisk fordeling, der gør, at det på ingen måde hænger sammen, fortalte Sidsel Vinge.

Det er endvidere et problem, som ikke kan løses ved at ansætte flere medarbejdere, for de medarbejdere findes ganske enkelt ikke, og slet ikke i de små udkantskommuner hvor der er mest brug for dem.

Vi har den arbejdsstyrke, vi har
Sammenlignet med alle andre europæiske lande arbejder en meget stor del af den danske arbejdsstyrke allerede på sundheds- og omsorgsområdet. Det er derfor ikke realistisk bare at sige, at der skal ansættes flere på sundheds- og omsorgsområdet. Vi har den arbejdsstyrke, vi har, påpegede Sidsel Vinge.

I stedet handler det om at vælge at bruge ressourcerne bedre. Det kræver, at der bliver skabt bedre sammenhæng i det sundheds- og ældreområde som i dag er delt mellem kommuner, regioner og almen praksis.

– Løsningen er at få det til at hænge meget bedre sammen. De sundhedsfaglige kan utroligt meget sammen, alligevel bliver vi ved med at insistere på, at de skal sidde i hver deres sektor, med hvert deres sæt af politikere og hver deres økonomi. Spændt for hver deres hest. Vi kunne næppe organisere det her mere indviklet og opsplittet, end vi har gjort, sagde Sidsel Vinge, og understregede, at hun er helt ligeglad med hvem der bestemmer over den samlede kæde af medarbejdere og ydelser, som borgerne har brug for – bare der er én kæde.

– Man er nødt til at hænge sammen som et hold, men hold nu op, hvor laver vi mange benspænd for det, når vi har delt sundhedsvæsenet i tre, lød det fra Sidsel Vinge.