For tre uger siden meddelte regeringen, at den ville fjerne hele Danske Ældreråds statslige driftstilskud, og dermed trække tæppet væk under talerøret for landets 98 folkevalgte ældreråd, Danske Ældreråd.

Lige siden har Danske Ældreråd og landets ældre- og seniorråd kæmpet imod beslutningen, og modstanden mod nedskæringen strækker sig også bredere ud over det danske civilsamfund.

Organisationer advarer
I dette nyhedsbrev kan du læse om en lang række store organisationer, der har gjort det klart, at regeringens beslutning risikerer at skade lokaldemokratiet. Også en forsker fortæller, at det vil være en forringelse af ældrerådenes mulighed for at udfylde deres rolle, hvis de mister deres landsorganisation.

Og vigtigst af alt siger de, som det hele drejer sig om – landets folkevalgte ældreråd – at det er afgørende for dem at have en landsorganisation, der kan understøtte og kompetenceudvikle det lokale ældrerådsarbejde og samtidig fungere som deres fælles talerør på Christiansborg.

Ministerens svar
Ældreminister Mette Kierkgaards (M) svar til pressen har i nu tre uger været, at det er vigtigt ikke at sammenblande de enkelte ældreråd med Danske Ældreråds sekretariatsarbejde.

Et svar, der desværre efterlader det indtryk, at ministeren mener, at det ikke får nogen betydning, hvis landets ældreråd mister deres fælles talerør og den organisation, hvor de kan få rådgivning og vejledning i deres lokale arbejde.

Danske Ældreråd er helt uenig med ministeren, når hun siger, at det lokale ældrerådsarbejde ikke bør blandes sammen med Danske Ældreråds arbejde.

Vi mener, at de to ting er uadskillelige. Det har stor betydning for ældre- og seniorrådenes muligheder for at løfte deres opgaver lokalt, at de har en stærk landsorganisation bag sig. Dette blev tydeligt understreget i den fælles henvendelse fra 97 ældre- og seniorråd, som blev sendt til ministeren den 9. september.

Vil stække lokaldemokratiet
I det hele taget har vi i Danske Ældreråd svært ved at se logikken i, at ældreministeren har taget en beslutning, der vil stække lokaldemokratiet. Ældreministeren hylder normalt civilsamfundet og mener, at det er vigtigt at inddrage og lytte til det.

Inddragelse af civilsamfundet er også et af nøgleordene i regeringens ældrereform, hvor et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund fremhæves som en bærende værdi.

Spørgsmålet er derfor, om ældreministeren mener, at alle dem, der har kritiseret beslutningen om at trække al støtte til Danske Ældreråd, tager fejl, når de siger, at det vil skade lokaldemokratiet – eller om hun vil genoverveje beslutningen?

Inger Møller Nielsen
formand

 

Læs også:

Flere organisationer kritiserer regeringen for at lukke ned for Danske Ældreråd: Det vil skade lokaldemokratiet

Forsker: Det vil være en forringelse af ældrerådenes mulighed for at udfylde deres rolle, hvis de mister deres landsorganisation

Fælles opråb fra ældreråd til ældreministeren: Vi har brug for Danske Ældreråd