Flere ældreråd oplever, at der indføres dosispakket medicin på kommunens plejehjem. Danmarks Apotekerforening skriver i dette indlæg om fordelene og om reglerne for tilskud.
Det kan være en udfordring for mange medicinbrugere at holde styr på deres medicin og få taget den på det rigtige tidspunkt. Det gælder især, hvis man får mange forskellige slags medicin, der skal tages på forskellige tidspunkter af dagen. Dosispakket medicin kan være med til at øge patientsikkerheden.
Dosispakket medicin betyder, at man får pakket sin medicin fra apoteket i små poser, så man åbner én pose af gangen og indtager hele indholdet.
Det kan hjælpe borgeren eller de pårørende med at holde styr på medicinen og give en tryghed for, at den rigtige medicin tages på det rigtige tidspunkt.
Det gør det også nemt at medbringe den lille dosispose, hvis man er ude til et arrangement – eller hele rullen, hvis man er væk i længere tid. Det bidrager til borgerens følelse af at være selvhjulpen og fleksibel.
Færre medicineringsfejl
Statistik og erfaring siger, at brugen af dosispakket medicin giver en mere sikker medicinering med færre fejl. Helt konkret er fordelene, at man får:
- Nøjagtig medicindosering
- Taget medicinen som aftalt med lægen
- Bedre overblik over medicinen
- Øget tryghed
- Mindre medicinspild
Høj sikkerhed
Dosisposerne pakkes på en maskine, og man undgår derved de fejl, der uundgåeligt vil ske, når processen er manuel.
Desuden er der automatisk fotokontrol af de pakkede dosisposer, før de udleveres fra apoteket. Det er med til at sikre, at dosisposerne har det korrekte indhold.
Hvad koster dosispakningen?
Når apotekerne dosispakker medicin, skal de opkræve et lovpligtigt gebyr. Gebyret er 111,25 kroner for en dosisrulle, der indeholder medicin til 14 dage – dvs. 55,63 kroner per uge.
Det lovpligtige dosisgebyr skal dække apotekernes omkostninger i forbindelse med dosispakningen – herunder de kontroller og sikkerhedsprocedurer, der bidrager til den høje medicinsikkerhed. Der kan også være et udbringningsgebyr.
Tilskud til dosispakket medicin
Man kan dog få sygesikringstilskud til dosisgebyret, hvis pakningen er ordineret af en læge, og minimum et af lægemidlerne er berettiget til tilskud fra sygesikringen. Alt i alt kan man komme ned på et dosisgebyr på 1,25 kroner perr uge, hvis man er nået op på 85 procent i sygesikringstilskud og har et helbredstillæg på 85 procent.
Hvad er dosispakket medicin?
Dosispakket medicin fra apotekerne er medicin pakket i små poser, der sidder sammenhængende i det, der hedder en dosisrulle. Hver dosispose indeholder den medicin, der skal tages på et bestemt tidspunkt. En dosisrulle indeholder medicin til 14 dage ad gangen.
Af Danmarks Apotekerforening
Publiceret den 1. oktober 2019