Danske Ældreråds nyvalgte bestyrelse har afholdt sit første møde og har her valgt Flemming Tejmers, Vordingborg Seniorråd og Kirsten Nissen, Københavns Ældreråd som næstformænd. Bestyrelsen består af i alt 11 medlemmer, hvoraf otte er nyvalgte.

De to næstformænd har stor erfaring i ældrerådsarbejde og udgør sammen med formand Inger Møller Nielsen Danske Ældreråds formandskab.

Flemming Tejmers har været aktiv i lokalpolitik i mange år. I 2017 blev han valgt i ind i Vordingborg Seniorråd og året efter valgt som formand for Regionsældrerådet i Region Sjælland. Siden 2019 har han været medlem af bestyrelsen i Danske Ældreråd.

– Danske Ældreråd skal styrke seniorers plads i samfundet og med rettidig omhu påtale begrænsninger og forringelser i levevilkår for aldersgruppen. Vi voksne, som er blevet ældre, er ikke en ældrebyrde, men en værdifuld ældrestyrke for det danske samfund, siger Flemming Tejmers, næstformand, Danske Ældreråd.

Kirsten Nissen har været formand for Københavns Kommunes Ældreråd siden 2015 og har siddet i Danske Ældreråds bestyrelse i flere år – blandt andet som næstformand.

– Den største udfordring på ældreområdet er den glidende forringelse af kernevelfærden. Det skal stoppes og der skal ske en genopretning. Jeg vil fortsat arbejde for at gøre Danske Ældreråd til en stærk landsorganisation – en spiller på ældreområdet, som man ikke kan komme udenom, lyder det fra Kirsten Nissen.

Otte nye bestyrelsesmedlemmer
Danske Ældreråds formand, Inger Møller Nielsen kunne på dagen også byde velkommen til otte nye bestyrelsesmedlemmer. Det er Birgit Worm Kristensen, Ikast-Brande, Rita Stokholm Vinding, Syddjurs, Connie Axel, Vejle, Anette Thysen, Odense, Anette Valentin, Aalborg, Marianne Lund, Roskilde, Leif Ingelsholm, Dragør og Jørn Gettermann, Lyngby-Taarbæk.

Med de nye bestyrelsesmedlemmer ser Danske Ældreråds bestyrelse sådan ud:

Inger Møller Nielsen, Brønderslev, formand

Flemming Tejmers, Vordingborg, næstformand

Kirsten Nissen, København, næstformand

Anette Valentin, Aalborg

Birgit Worm Kristensen, Ikast-Brande

Rita Stokholm Vinding, Syddjurs

Connie Axel, Vejle

Anette Thysen, Odense

Marianne Lund, Roskilde

Leif Ingersholm, Dragør

Jørn Gettermann, Lyngby-Taarbæk

Læs også “Danske Ældreråd får ny formand”