Meget ofte tegnes et billede af, at velfærdsteknologi i ældreplejen gør ældre ensomme. Det skal vi passe på med. Dels risikerer vi at bilde os selv ind, at løsningen på svær ensomhed er det korte besøg af en hjemmehjælper. Dels risikerer vi ikke at have øje for de teknologiske løsninger, som kan giver ældre bedre mulighed for at have socialt liv. 

For nylig offentliggjorde Ældre Sagen en stor undersøgelse af befolkningens holdning til velfærdsteknologi. Et af de mest markante resultater er, at hele 87 procent af danskerne er helt eller delvist bekymret for, at velfærdsteknologi betyder, at ældre kan blive mere ensomme, når de får færre besøg af kommunens personale.

Danske Ældreråd er ikke overrasket over resultatet. Vi hører ofte en bekymring for, at teknologien kommer til at erstatte den menneskelige kontakt. Og vi er selvfølgelig enige i, at der må vi aldrig ende.

Men vi er mindst lige så bekymret for, at nogle kommuner ikke tilbyder velfærdsteknologier, der kan give ældre større frihed og selvbestemmelse i hverdagen, og dermed hjælpe dem med at opretholde et aktivt socialt liv.

Teknologier kan give ældre frihed
Her tænker jeg blandt andet på en teknologi som skærmbesøg i ældreplejen. Den giver borgeren en frihed, når de ikke behøver vente på et fysisk besøg derhjemme, og dermed nemmere kan have aftaler med familie og venner – eller måske bare besøge naboen.

Jeg tænker også på den lange række telemedicinske løsninger, der findes. Teknologier, som gør det muligt for blandt andre kronikere at monitorere helbredet derhjemme, så de slipper for at bruge tid og ressourcer på at transportere sig frem og tilbage til kontrol på hospitalet. Hvilket i sidste ende gør, at de har bedre forudsætninger for at leve et liv, der ikke er dikteret af deres helbred.

Vi kigger ind i en fremtid, hvor der kommer endnu flere af den slags teknologier. De muligheder skal vi gribe. Vi skal ikke ende i en situation, hvor ældre i nogle kommuner har svært ved at opretholde et socialt liv, fordi deres kommune ikke er langt nok fremme i forhold til at tilbyde teknologier, der kan give den ældre borger større frihed, selvbestemmelse og livskvalitet i hverdagen.

Ensomhed kræver en målrettet indsats
Omvendt skal vi selvfølgelig heller ikke ende der, hvor sårbare ældre mister den eneste fysiske kontakt med et menneske, fordi besøget eksempelvis erstattes af et skærmbesøg. Men hvis man tror, at et kort besøg en hjemmehjælper er det, der afholder nogle ældre fra ensomhed, kan man godt tro om. Ensomhed er et komplekst problem, der kræver en målrettet indsats.

Viser det sig, at en ældre borger får kappet sin sidste livsline til social kontakt på grund af velfærdsteknologi, bør det være en øjenåbner for kommunen i forhold til at hjælpe borgeren ud af ensomhed og ind i meningsfulde fællesskaber.

Inger Møller Nielsen
formand


Denne leder er fra Danske Ældreråds nyhedsbrev udsendt den 27. juni.