FNs internationale ældredag den 1. oktober sætter fokus på den demografiske udvikling med flere ældre og vigtigheden af, at styrke ældreplejen, hvis alle skal sikres en værdig alderdom.
En stadig ældre befolkning, er en global tendens, der omformer samfund over hele verden.
Den forventede levetid ved fødslen overstiger nu 75 år i halvdelen af verdens lande. En levetid, der er 25 år længere end i 1950.
Inden 2030 forventes det, at ældre personer overhaler antallet af unge globalt, og stigningen bliver mest markant i udviklingslande.
Plejen og støtten skal styrkes
Det er en demografisk udvikling, der øger efterspørgslen efter sundhedsydelser, pleje og omsorg, ikke mindst for mennesker med demens.
Som en anerkendelse af disse demografiske udfordringer har FN valgt, at årets internationale ældredag skal sætte fokus på vigtigheden af at styrke plejen og støtten til ældre.
FN peger blandt andet på, at der er et akut globalt behov for at udvide uddannelses- og læringsmulighederne for sundhedsprofessionelle og omsorgspersoner, der arbejder med ældre mennesker.
FN anbefaler, at plejen og omsorgen bliver skræddersyet til både plejemodtager og omsorgsgivers behov, værdier og præferencer. Plejen bør handle om meget mere end det sygefaglige, lyder det fra FN, der opfordrer til, at plejen tager afsæt i den enkeltes livshistorie, kultur, netværk og identitet, og at modtagerne af pleje har kontrol over plejebeslutninger.
Højt på dagsordene i Danmark
Temaet for årets ældredag flugter hermed med de udfordringer, som vi står overfor i Danmark. Med en stadig stigende ældre befolkning er Danmark ikke undtaget fra den globale demografiske tendens, hvor efterspørgslen efter sundheds- og plejeydelser vokser markant.
En af de største politiske diskussioner lige nu er, hvordan vi får indrettet ældreplejen og sygeplejen, så den kan håndtere den demografiske udvikling.
Der er blandt andet indgået aftale om en ældrereform, som betyder, at man nu går i gang med at skabe en helhedspleje, hvor den ældre skal kunne bestemme mere selv, og det skal være en fast gruppe af medarbejdere, der kommer i den ældres hjem.
Der er blevet præsenteret en række anbefalinger fra Sundhedsstrukturkommissionen til en ny struktur for sundvæsenet, hvor en af de helt store diskussioner er, om ældreplejen stadig skal være lokalt forankret hos kommunerne.
Og ikke mindst arbejdes der i kommunerne på at få sat en bred vifte af løsninger i spil – lige fra velfærdsteknologi, brug af udenlandsk arbejdskraft til inddragelse af civilsamfundet.
Der er med andre ord mange emner, man som ældreråd kan sætte fokus på, hvis man skal til at planlægge et borgerarrangement i forbindelse med FN’s ældredag den 1. oktober.
Om ældredagen
Den 1. oktober har i mere end 30 år været FN’s Internationale Ældredag. En dag som bruges til at sætte fokus på nogle af de emner, der optager ældre borgere i hele verden.
Mange ældreråd har tradition for at planlægge et borgerarrangement i forbindelse med FN’s ældredag, og med et tema, som spiller op af det årlige tema, som FN udmelder.
Læs mere om FNs internationale ældredag her