På grund af coronavirus og myndighedernes forbud mod større forsamlinger, måtte Danske Ældreråd desværre aflyse repræsentantskabsmøde og konference den 27. – 28. april 2020.
Bestyrelsen har nu haft mulighed for at drøfte, hvordan repræsentantskabsmødet alligevel kan blive afholdt i indeværende år.
Konklusionen er, at det er mest optimalt at afvikle repræsentantskabsmødet i forbindelse med Danske Ældreråds konference i Vingstedscentret den 24. november 2020.
Forudsætningen, for at det i praksis kan lykkes, er, at der i år bliver tale om et relativt kort repræsentantskabsmøde af cirka 1½ times varighed, hvor der er fokus på afvikling af formalia, mens den politiske del udsættes til vores repræsentantskabsmøde i foråret 2021.
Af samme grund har bestyrelsen besluttet at undlade at fremsætte forslag til repræsentantskabsmødet, som forudsætter en politisk debat om organisationens udvikling.
Planen for afviklingen af repræsentantskabsmødet i år er derfor:
Repræsentantskabsmødet afvikles i forbindelse med konferencen i Vingstedscentret den 24. november 2020.
Repræsentantskabsdelen afvikles forud for konferencedelen.
Repræsentantskabsmødet afvikles som et ordinært møde, men med fokus på overholdelse af formalia.
Alle deltagere i konferencen vil have mulighed for at deltage i repræsentantskabsmødet. På grund af loftet over antal deltagere (max 430 personer) vil hvert ældreråd få reserveret et antal pladser svarende til antal stemmeberettigede repræsentanter pr. ældreråd.
Danske Ældreråd er selvfølgelig meget opmærksom på, at det ikke er 100 procent sikkert, at det bliver muligt at gennemføre konference og repræsentantskabsmøde i november. Det afhænger af corona-situationen, som hele tiden udvikler sig. Derfor tager bestyrelsen beslutningen op igen i sensommeren 2020.
Her vil bestyrelsen ud fra sundhedsmyndighedernes seneste anbefalinger vurdere, om konferencen og repræsentantskabsmødet kan gennemføres, og om der eksempelvis er behov for eventuelt at reducere deltagerantallet.
Bestyrelsen håber, at du – i lyset af corona-situationen – vil bakke op om ovenstående plan for afvikling af repræsentantskabsmødet, og så ser vi frem til et repræsentantskabsmøde i foråret 2021, hvor der igen kan komme fokus på den mere politiske del.
Du kan finde mere information om bestyrelsens beslutning i referatet fra bestyrelsesmødet den 27. april 2020.
Mogens Rasmussen
formand