Digitalisering og velfærdsteknologi fylder mere og mere på ældreområdet i kommunerne og det har ført mange gode ting med sig. Men nogle gange virker det som om, at digitalisering er et mål i sig selv i stedet for et middel til at opnå serviceforbedringer.

Paradokserne står i kø, når man taler ældre og digitalisering. Danske ældre de meste digitale i EU. Men samtidig har flere end 100.000 ældre i Danmark aldrig brugt internettet. Danske ældre er også bedre end de unge til at anvende de offentlige selvbetjeningsløsninger, men samtidig er omkring 300.000 ældre fritaget for digital post, fordi de ikke magter de digitale løsninger.

Som ældreråd skal vi have øje for både de digitale og de ikke digitale ældre borgere. Vi skal forholde os kritisk til teknologien, men også se på de mange muligheder, den giver.

To sider af mønten
Begge sider af mønten blev behandlet på Danske Ældreråds ældrepolitiske konference den 26. november i Vingstedcentret i Vejle. Det glæder mig, at flere end 300 ældrerådsmedlemmer fra hele landet mødte op for at diskutere digitalisering og velfærdsteknologi. Du kan læse om konferencen i Danske Ældreråds november-nyhedsbrev.

Digitalisering og velfærdsteknologi er noget, der fylder meget i kommunerne. Ifølge KL’s velfærdsteknologiske landkort har kommunerne de sidste fem år delt viden om godt 1.400 forskellige initiativer. Herudover er der hen over de seneste år sket en omfattende digitalisering af de kommunale sagsgange, som betyder, at al kommunikation med det offentlige som udgangspunkt er digital, med mindre man er fritaget for digital post.

Det ser mange ældre borgere som en positiv udvikling, mens andre oplever, at de bliver sat uden for samfundet.

Som ældreråd skal vi være opmærksomme på, om ældre borgere oplever, at de konkrete digitale løsninger tjener borgerne, medarbejderne eller økonomien. Hvis vi kan svare ja til det hele, er det en rigtigt god løsning. Kan vi ikke, er det godt med en sund portion skepsis.

Noget af det, jeg personligt har undret mig over, er, at den sunde skepsis imidlertid har tendens til at forsvinde, når vi bruger teknologien. Når vi downloader en app, accepterer vi som en refleks brugervilkårene, selvom vi meget vel giver leverandøren og deres samarbejdspartner adgang til vores data. Når vi besøger hjemmesider, accepterer vi ofte blindt, at der bliver placeret cookies på vores computer, der følger vores færden på nettet.

Serviceforbedringer bør være målet – ikke digitaliseringen i sig selv
Vi skal også være opmærksomme på, at digitaliseringen ikke bliver et mål i sig selv, sådan at velfungerende analoge løsninger kasseres til fordel for digitale løsninger, der ikke altid magter opgaven. Et af de seneste eksempler fandt sted tidligere på året, hvor busselskabet Movia valgte at fjerne køreplanerne ved stoppestederne, så passagerne i stedet skal finde afgangstider og busruter på internettet eller ved at downloade en app. At Movia efterfølgende har tilbudt at undervise ældre i at anvende den digitale løsning, vidner om, at den digitale løsning ikke magter opgaven godt nok.

Samme problematik går igen i de offentlige selvbetjeningsløsninger. Her fjernes eller begrænses muligheden for telefonisk, skriftlig eller personlig kontakt. Og det selvom muligheden for fx at ringe op til en medarbejder, hvis man gået i stå i selvbetjeningsløsningen, kan gøre, at sagsbehandlingen glider meget hurtigere.

Jeg tror, at de analoge og digitale løsninger sagtens kan gå hånd i hånd – og at de ved at supplere hinanden, kan løfte servicen på ældreområdet.

Mogens Rasmussen
Formand

Publiceret 30. november 2019