Lige inden jul blev der indgået en politisk aftale om udmøntning af 56,1 millioner kroner afsat til Det Gode Ældreliv.
Det er midler, som tidligere er afsat i satspuljeaftalen for ældreområdet 2019-2022. Udmøntningen bygger blandt andet på Sundhedsstyrelsens faglige oplæg ”Gode ældreliv med trivsel og sundhed” fra december 2019, hvor Danske Ældreråd sad med i følgegruppen.
Aftalen indeholder en række initiativer om at støtte pårørende til svækkede ældre, skabe fællesskaber og bekæmpe ensomhed, virksom rehabilitering og en værdig død.
Blandt andet giver aftalen ældre borgere ret til på forhånd at kunne sige nej tak til at blive forsøgt genoplivet, når hjertet i en sen alder holder op med at slå. Den del af aftalen afsættes der 26,7 millioner kroner til.
Aftalens resterende midler går blandt andet til initiativer som:
- Støtte til frivillige vågetjenester.
- Sundhedsfremme og sund aldring med særligt fokus på ulighed i sundhed og ensomhed.
- Boligfællesskab for ældre til understøttelse af bekæmpelse af ensomhed.
- Udbredelse af Cykling uden alder.
- Særligt fokus på pårørende i Videnscenter for værdig ældrepleje.
- Bedre kompetencer til at hjælpe pårørende til svækkede ældre.
- Virksom rehabilitering af ældre.
Danske Ældreråd glæder sig over de initiativer, der er blevet afsat midler til. De er alle væsentlige for et godt ældreliv. Men Danske Ældreråd ærgrer sig samtidig over, at der ikke er blevet råd til flere af de initiativer, som Sundhedsstyrelsen sammen med en række eksperter har anbefalet i det faglige oplæg ”Gode ældreliv med trivsel og sundhed” fra december 2019.
Ikke mindst havde Danske Ældreråd gerne set, at der var blevet fundet penge til anbefalingerne om 1) en evaluering af de forebyggende hjemmebesøg, 2) en undersøgelse af, hvad der virker i forhold til rehabilitering, og hvordan indsatsen bedst organiseres og 3) en afdækning og udbredelse af gode erfaringer med afløsning og aflastning af pårørende.
Læs her hvorfor Danske Ældreråd finder disse tre anbefalinger vigtige.
Læs aftale om udmøntning af midlerne afsat til Det Gode Ældreliv her