Flere ældre- og seniorråd fortæller til Danske Ældreråd, at der mangler plejeboliger i deres kommune.
I takt med at antallet af ældre borgere over 80 år stiger, vil der blive brug for flere plejeboliger. Ifølge DI Byggeri er der behov for tusindvis af nye plejeboliger i 2030.
Flere ældreråd fortæller nu til Danske Ældreråd, at det er en aktuel udfordring i deres kommune.
– Silkeborg Kommune mangler 200 til 300 plejeboliger frem mod år 2030, men samtidig planlægger man at nedlægge 46 plejehjemspladser. Det finder vi uklogt, siger formand for Seniorrådet i Silkebog Kommune, Sven Møller Jensen.
Efter pres fra Seniorrådet vil Silkeborg Kommune nu lave en plan, men Sven Møller Jensen har svært ved se, hvordan de første nye kommunale plejeboliger kan nå at stå klar før tidligst 2027. Og så peger han på, at beslutningen om samtidig at nedlægge plejeboliger kan få flere konsekvenser.
– Ud over længere ventelister, vil det lægge pres på de midlertidige pladser og presse hjemmeplejen, fordi de ældre i stedet skal have hjælp i eget hjem.
Kommuner på bagkant
Også Odense Kommune mangler plejeboliger. Kommunen forventer, at antallet af plejehjemspladser frem mod 2030 skal udvides med 200, og at der alene frem til 2026 er behov for 70-76 nye pladser.
Ældrerådet i Odense har i længere tid efterlyst en strategi for boliger til ældre – herunder også plejehjemspladser. Og der er nu tegn på, at kommune vil gøre noget ved problemet.
– Vi har fået oplyst, at man frem mod 2030 har en intension om at udvide antallet af plejehjemspladser til de 200, som der kommer til at mangle. I Ældrerådet ønsker vi dog mere konkrete planer for bygning af plejehjem både med hensyn til, hvor i kommunen, der skal bygges, og med hensyn til indretning i forhold til ældre med demens og ældre uden demens, fortæller formand for Ældrerådet i Odense Kommune, Torben Bundgaard.
Han understreger, at Ældrerådet generelt ønsker hjem, som er egnede og indrettet til det behov der er, og at det ikke bør være en ambition i sig selv, at ældre skal blive boende længst muligt i eget hjem.
– Vi ønsker, at der også bliver bygget “tryghedsboliger/ældreboliger” med visitation bygget i tilknytning til nye plejehjem, så der er mulighed for at borgere, som er utrygge i eget hjem kan få opfyldt behovet for tryghed uden at skulle flytte i en decideret plejebolig, forklarer Torben Bundgaard.
Oplevelsen af, at kommunen er på bagkant i forhold til planlægningen af boliger, genkender formand for Seniorrådet i Holbæk Kommune, Johnny Petersen.
– Et planlagt plejecenter kunne være bygget for længe siden, hvis politikerne havde lyttet til Seniorrådets advarsler om manglende pladser. Og nu, mens vi venter på, at dette byggeri skal gå i gang, har det vist sig, at der behov for endnu et plejehjem, siger han.
Det haster
En fjerde kommune, der har travlt, er Odder Kommune. Her forudser man, at der om fem år mangler 66 plejeboliger, og om ni år 123 boliger.
– Heldigvis er det ikke for sent at gå i gang, men det er klart, at det haster. Jeg håber, at kommunen inden for et halvt år vil træffe en beslutning om, hvordan man vil finde de manglende plejeboliger. Og så håber jeg, at pengene kan findes, siger Seniorrådets formand, Harry Bengtsen.
Nødvendigt med ordentlig planlægning
Og netop økonomien kan være et problem, når der skal bygges nye boliger. Det oplever man i Odsherred Kommune.
En analyse, der også forsøger at tage højde for den nuværende stand på kommunens plejehjem, viser, at der i 2030 vil være behov for 39- 65 nye boliger, mens behovet i 2035 vil nå 76-126 yderligere boliger.
– Hvis vi i Odsherred Kommune har behov for så mange nye pladser, har vi helt enkelt ikke økonomi til det selv, siger Annette Møller (V), næstformand i Social-, Ældre- og Psykiatriudvalget til Sjællandske Nyheder.
Det er en bekymring, som formanden for Ældrerådet, Lene Sødring deler. Hun peger på, at det er en kompleks opgave at bygge nye plejeboliger, som kræver ordenligt planlægning.
– Jeg mener, at det er nødvendigt allerede nu at gå i gang med planlægningen, og at man får inddraget både ældrerådet og handicaprådet i arbejdet. Ikke alene skal der findes de nødvendige midler, der skal også tages nogle vigtige beslutninger i forhold til placering og indretning, så man ikke ender med en hovsaløsning, siger Lene Sødring, og tilføjer:
– Vi skal blandt andet undgå fortidens fejl med at placere plejeboliger i udkanten af byerne, hvor det er svært at komme til og fra, og hvor der mangler liv.
Danske Ældreråd: Kan få store personlige konsekvenser
Danske Ældreråd frygter, at manglen på plejeboliger i flere kommuner kan få store konsekvenser for nogle af landets mest sårbare ældre.
– Der er tale om mennesker, der er svækkede og har komplekse plejebehov, og derfor har behov for professionel pleje og omsorg i et omfang, som de ikke kan få, hvis de bor i eget hjem, lyder det fra Inger Møller Nielsen, formand, Danske Ældreråd.
Hun understreger, at de meget lange ventetider på en plejeboliger kan føre til forringet livskvalitet, da de ældre måske ikke får den nødvendige støtte til at opretholde deres fysiske og mentale sundhed. Det kan øge risikoen for komplikationer og hospitalsindlæggelser.
– Situationen belaster ikke kun de enkelte ældre, og deres pårørende, der må tages sig af deres nære i ventetiden. De manglende pladser kan også føre til ekstra udgifter til hjemmepleje, akut sygepleje og andre sundhedsydelser, siger Inger Møller Nielsen.
Behovet vokser
Behovet for plejehjemspladser vokser markant i disse år i takt med, at der bliver stadig flere ældre borgere. Ifølge Danmarks Statistik vil der i løbet af de næste 10 år blive 160.000 flere danskere over 80 år.
Samtidig er det samlede antal plejeboliger til ældre stort set uændret de seneste 10 år. I mange kommuner er der ventelister til plejeboliger og ønsker om flere demensegnede plejeboliger.
Derfor risikerer nogle kommuner at få et stort problem med for lidt pladser om ganske få år – og måske får de også et problem i forhold til ikke at have de rigtige type plejehjemspladser. Ikke mindst er der et stort behov for flere demensvenlige pladser.
– Vi har at gøre med et problem, som skal løses. Det er uholdbart, hvis vi kommer dertil, hvor ældre ikke kan få den nødvendige pleje, fordi der mangler pladser, slutter Inger Møller Nielsen.
Temadage om fremtidens boliger
Danske Ældreråd afholder 24. oktober til 1. november 2023 fem temadage, der stiller skarpt på fremtidens boligbehov, og hvordan man sikrer et tilstrækkeligt og mangfoldigt udbud af boliger til ældre.
Læs også Værd at vide om demensegnede boliger