Hen over sommeren har Politiken og andre medier stillet skarpt på, at der er en stor gruppe borgere, der ikke magter det digitale og derfor kæmper med at leve op til statens krav om, at det er obligatorisk at anvende digital selvbetjening. Danske Ældreråd giver dig her et overblik over debatten.

Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at et sted mellemme 17-22 procent af befolkningen – og sandsynligvis flere – er digitalt udsatte. Når man i Danmark så samtidig har besluttet, at det som udgangspunkt skal være obligatorisk at kommunikere digitalt med den offentlige sektor, får det nogle alvorlige konsekvenser for gruppen af digitalt udsatte, som tæller mange ældre.

De konsekvenser har dagbladet Politiken sat fokus på i sin artikelserie ”Den digitale underklasser”. Her er beskrevet, hvordan ellers velfungerende samfundsborgere, oplever at blive ekskluderet og behandlet som andenrangs borgere, fordi de har det svært med det digitale eller ikke har en computer eller en smartphone.

Kan gå ud over retssikkerheden
Men også i forhold til retssikkerheden skaber digitaliseringen problemer. Tænketanken Justitia konkluderer på baggrund af deres rapport ”Retssikkerhed for digitalt udsatte”, at for en stor del af befolkningen volder den øgede digitalisering så store problemer, at de ikke kan gøre deres ret gældende og derved mister den hjælp og støtte, som de ellers er berettiget til.

Ydmygende og besværligt
Et tredje kritikpunkt, er at det ikke er muligt at få en generel fritagelse fra offentlig selvbetjening, som det er ved digital post.

I dag er det sådan, at man godt kan blive fritaget fra selvbetjening, men man skal anmode om at blive fritaget fra hver enkelt selvbetjeningsløsning. Og det er en medarbejder, der skal vurdere om, der foreligger særlige forhold hos borgeren, som for eksempel handicap, manglende digitale kompetencer, der gør, at borgeren kan få lov til at slippe for at anvende den pågældende selvbetjening, og i stedet få lov til at anvende et analogt alternativ.

Den proces oplever mange borgere som besværlig og ydmygende. Og blandt andre Justitia har anbefalet, at digital selvbetjening være et tilbud og ikke en pligt – for eksempel i form af en model, hvor man kan ansøge om et ”digitalt fripas”, som omfatter digital post samt alle nuværende og fremtidige digitale selvbetjeningsløsninger.

Oplever det er kompliceret at få digitale fuldmagter

En fjerde problemstilling er, at nogle pårørende eller andre, der gerne vil hjælpe overtræder loven, fordi de logger med deres eksempelvis deres ægtefælles MitID.

NemID og MitID er personlige, og man må ikke benytte NemID eller MitID for en anden person. Hvis man gør det, risikerer man at gøre dig skyldig i dokumentfalsk. Heller ikke hvis man har fået den andens tilladelse må man logge ind med vedkommendes MitID eftersom det bliver ansat som om man udgiver sig for en anden og det er ulovligt.

Det giver derfor god mening, at man ikke må logge ind med en anden persons identifikationsoplysninger, men for den enkelte pårørende kan det være fristende at vælge denne nemme, men ulovlige udvej i stedet for at få en digital fuldmagt.

For udfordringen er, at det kan være kompliceret at få en digital fuldmagt – blandt andet fordi, man skal have en fuldmagt for hver enkelt af de selvbetjeningsløsninger, man ønsker at anvende.

Desuden kender pårørende måske slet ikke til muligheden.

I den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi som regeringen, KL og Regionerne kom med før sommerferien, er et vigtigt element for at inkludere de digitalt udsatte, at det skal være let, trygt og lovligt at lade støttepersoner og familiemedlemmer repræsentere dem i mødet med den digitale velfærdsstat, for eksempel med digitale fuldmagter.

Det mener Danske Ældreråd
Danske Ældreråd er selvfølgelig positive overfor, at det bliver lettere at afgive digitale fuldmagter, men vi mener, at der er behov for, at der bliver gjort meget mere for at inkludere digitalt udsatte.

Det har Inger Møller Nielsen, formand Danske Ældreråd blandt andet påpeget i et debatindlæg i Sjællandske. Her peger hun på, at myndighederne skal holde op med at gøre ikke digitale borgere til problemet og i stedet rette blikket indad mod deres egne løsninger.

Eksempelvis har lovgivningen om obligatorisk digital selvbetjening slet ikke øje for den mulighed, at det kan være selvbetjeningsløsningen, der er problemet, når borgeren beder om at blive fritaget for at anvende den. I stedet lyder det, at der skal foreligge særlige forhold hos borgeren, før borgeren kan anvende analoge alternativer til en selvbetjeningsløsning. Det kan for eksempel være handicap, manglende digitale kompetencer, sprogvanskeligheder etc.

Når man lovgivningsmæssigt således på forhånd frikender de digitale løsninger, gør man borgeren til problemet, ligesom man lægger kimen til at tænke i et A-hold, der kan finde ud af digitaliseringen, og et B-hold, der slet ikke kan.

Danske Ældreråd efterlyser blandt andet større grad af borgerinddragelse, når de digitale løsninger udvikles og implementeres. Vi savner, at de analoge alternativer bliver gjort mere tilgængelige, og at analoge kanaler integreres bedre i de digitale. For eksempel vil noget så simpelt som et telefonnummer, man altid kan ringe til, hvis man går i stå i en selvbetjeningsløsning, være en stor hjælp.

Vi skal lære af debatten om selvbetjening
I mediet Caretech, der udgives af Ingeniøren og læses af folk, der arbejder professionelt med velfærdsteknologi, peger Danske Ældreråd i en klumme desuden på, at hele debatten omkring digital selvbetjening udstiller, at en strategi om at presse borgere til at anvende de digitale løsninger kan have store konsekvenser. Og det er en fejl som vi for alt i verden undgå at begå, når det gælder velfærdsteknologi.

Danske Ældreråd mener, at det skal være frivilligt for den enkelte borger at anvende velfærdsteknologi. Og det bådefor at tage hensyn til dem, der ikke kan eller vil det digitale, og fordi vi tror, at det at gøre det frivilligt, er den bedste drivkraft i forhold til at få udbredt velfærdsteknologi.

Men ligesom man som borger skal have mulighed for at sige nej til velfærdsteknologi, mener vi at det er mindst ligeså vigtigt, at man har mulighed for at sige ja. I flere tilfælde foretrækker borgerne – herunder mange ældre – netop en velfærdsteknologisk løsning, fordi teknologien giver dem frihed og selvbestemmelse.

I samme indlæg opfordrer Danske Ældreråd til, at alle kommuner tager en etisk diskussion af, hvilke værdier der skal være drivende for brugen af velfærdsteknologi. Velfærdsteknologi er et redskab, der kan hjælpe med at fremtidssikre velfærden. Det kræver, at man som kommune har en politik på området, hvis formål borgerne kan se ideen med, og som politikerne kan stå på mål for. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, hvis velfærdsteknologi først for alvor kommer på dagsordenen i kommunen, når der skal foretages besparelser.