Større kommunal frihed til at tilrettelægge ældreområdet er en god ide, men regler og dokumentation kan ikke undværes.
Sådan lyder tilbagemeldingen fra ældrerådene i de tre kommuner, der nu får frihed på ældreområdet.
– Det er et spændende og udfordrende initiativ, som gerne skulle give et større udbytte, end vi har set med de hidtil kendte frikommuneforsøg. Jeg håber, der vil blive fokuseret på at inddrage personalet, og at de og deres fagforeninger vil tage positivt imod udfordringen. Hvis det sker, tror jeg, der vil blive fokus på at gøre op med overdreven dokumentation og regelrytteri. Dokumentation og regler kan ikke undværes, men mere fleksibilitet vil være godt, siger Flemming Enevoldsen, formand for Ældrerådet i Middelfart Kommune.
Læs også: Regeringen vil give tre kommuner fuldstændig frihed på ældreområdet
Rammer med plads til afvigelser
Han fortæller, at det stadig er vigtigt, at der visiteres, så borgere og pårørende ved, hvad der kan forventes af ydelser. Men at der også skal være plads til afvigelser fra for eksempel et aftalt bad til fordel for en nærværende samtale over en kop kaffe, hvis borgeren hellere vil det.
– Jeg håber i det hele taget, at borgerne og deres pårørende bliver inddraget noget mere, uden at det skal udvikle sig til et stort tag selv bord, og uden at personalet mister overblik og styring. Men som udgangspunkt kender borgerne bedst deres egne behov, siger Flemming Enevoldsen og tilføjer:
– Der skydes meget på lederne nu om dage – jeg tror ikke, at det er retfærdigt. Jeg håber derfor også, at der vil blive givet større frihed for dem til at lede deres institution eller afdeling, til gavn og glæde for borgerne og personalet.
Personalet skal inddrages mere
Han opfordrer samtidig til, at personalet får langt mere at sige i forhold til at advare mod uhensigtsmæssigheder og komme med forbedringsforslag.
– Jeg kunne godt tænke mig, at det blev en art tjenestepligt for de ansatte at orientere hinanden og foresatte om iagttagelser af eventuelle uhensigtsmæssigheder og stille forslag til forbedringer. Som det er nu, går det nærmest den anden vej med indførelse af whistleblowerordninger og anonyme eller slet ingen henvendelser. Det er en udvikling, jeg ikke holder af, siger Flemming Enevoldsen.
Kan vise vejen for et godt arbejdsmiljø
I Viborg Kommune mener Ældrerådet, ligesom Ældrerådet i Middelfart, at personalet i ældreplejen skal høres mere. Ældrerådets formand Kaj Flemming Pedersen peger på, at større inddragelse af personalet både kan få de gode idéer frem i lyset og fremme et godt arbejdsmiljø.
– I den seneste tid er landets plejepersonale desværre ikke blevet omtalt særligt pænt. Det, tror jeg, et sådant forsøg kan være med til at ændre på. Jeg hæfter mig især ved, at nu skal sosu-assistenterne høres og være med til at organisere arbejdet. Der er ikke noget bedre som medarbejder end at blive spurgt, hvordan man mener, at tingene kan gøres bedre. Derfor tror jeg, at forsøget kan vise vejen for, hvordan man fremmer et godt arbejdsmiljø.
Lær af corona
Kaj Flemming Pedersen håber også, at man overfører nogle af de erfaringer, blandt andet plejehjem har gjort sig under corona-krisen.
– Vi skal lære af noget af det, der er sket under coronakrisen på plejehjemmene. Flere projekter er blevet lukket ned, og personalet har skullet deltage i færre møder. Det har givet mere ro på og mere tid til den enkelte ældre, siger han.
Det er ifølge formanden derfor ikke kun regler og dokumentation, der skal kigges på. Der skal også kigges på de møder og projekter, personalet deltager i og de aktiviteter, der er for beboerne. Er det de rigtige, er der for lidt eller for mange, og vil nogle beboere måske hellere bare sidde og tale med en fra personalet? Det er spørgsmål, som Kaj Flemming Pedersen håber, forsøget kan finde svar på.
Dårligt tid til at passe de ældre
Også i Langeland Kommune ser Ældrerådet positivt på planerne om at give personalet mere frihed og flere handlemuligheder.
– Der bruges i dag for meget tid på dokumentation i ældreplejen. Det tager tid fra pleje og omsorg. Derfor er det positivt, hvis der nu bliver blødt op for nogle af kravene. Der skal selvfølgelig være noget kontrol, men det bør aldrig være så meget, at der dårligt bliver tid til at passe de ældre, siger Bente Arnsted, formand, Ældrerådet, Langeland Kommune.
Hun ser i lighed med ældrerådene i Viborg og Middelfart frem til et opgør med unødvendige dokumentationskrav og uhensigtsmæssige arbejdsgang, ligesom hun ser frem til, at der bliver skabt nogle rammer, hvor der bliver lyttet mere til, hvad de ældre har af ønsker og behov.
– Der vil altid være behov for nogle retningslinjer og dokumentationskrav. Blandt andet kan man ikke slække på kravene til dokumentation af medicin. Men når det er sagt, håber jeg, at kommunerne får forholdsvis vide rammer for at tænke nyt, lyder det fra Bente Arnsted.
Forslaget kræver endelig godkendelse af Folketinget og de pågældende kommuners kommunalbestyrelser. Herefter skal forsøget strække sig over tre år.
Danske Ældreråd hilser ligeledes initiativet velkommen og vil følge arbejdet tæt i samarbejde med ældrerådene i Viborg, Middelfart og Langeland.