Kommunerne har gjort sig gode erfaringer under håndteringen af covid-19 på sundheds- og ældreområdet, som er værd at holde fast i og arbejde videre med. En del læring er dog sporadisk og lokalt forankret. Det er konklusionen i en ny rapport fra VIVE, som samler op på de historiske omstillinger på det kommunale sundheds- og ældreområde, som er sket i forbindelse med udbruddet af covid-19 i foråret 2020.
Følgende temaer er undersøgt:
- Ledelse og beslutningsprocesser.
- Hygiejneområdet.
- Skærmteknologi (i det faglige arbejde og i borgerkontakten).
- Borgere og pårørende på plejecentre og midlertidige pladser.
- Samarbejde om træning og rehabilitering.
I et debatindlæg i Kommunal Sundhed fra d. 25. juni 2021 udleder de to forskere bag rapporten – analytiker Emmy Hjort-Enemark Topholm og projektchef Martin Sandberg Buch – at krisen ikke ført til nye former for samarbejde mellem hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. Men de fremhæver tre erfaringer, der er værd at arbejde videre med.
Struktur på pårørendes besøg giver ro på demensafsnit
Den første handler om, hvordan man kan strukturere og tilrettelægge en hverdag, som tager hensyn til de mest sårbare borgere. Mange oplever, at besøgs- og aktivitetsrestriktioner på plejecentre under COVID-19 har øget trivslen blandt borgere med demens. Dels fordi omgivelserne har været mere rolige, og dels fordi medarbejderne har fået mere ro og tid til kerneopgaven og bedre muligheder for nærvær og kontakt med borgerne.
Vejen videre handler bl.a. om at aftale og organisere pårørendes besøg på demensafsnit på måder, der sikrer ro og få personer omkring borgerne.
Videomøder er gode til nogle – men ikke alle – møder
Den anden erfaring er, at ledernes brug af skærmteknologi er eksploderet under pandemien. Det har skabt et godt udgangspunkt for at fastholde virtuelle møder som supplement til fysiske møder, især til korte drøftelser og til at udveksle informationer.
På medarbejderniveau, hvor skærmteknologi bl.a. er anvendt til personalemøder, er erfaringerne mere blandede. Skærmteknologi udfordrer relationsdannelse og samarbejdet på tværs af faggrupper, og medarbejderne har en klar konklusion: Ulemperne overstiger fordelene ved mindsket transporttid og effektivitet.
Kendskab styrker tværfagligt samarbejde
Endeligt blev fysio- og ergoterapeuter en del steder udlånt og oplært i plejen i den første fase af epidemien – erfaringerne herfra peger på et potentiale for bedre samarbejde mellem terapeuter og plejepersonale.
De udlånte terapeuter har fået større forståelse og respekt for de vilkår, plejepersonaler arbejder under, hvilket har skabt bedre relationer mellem de involverede medarbejdere. De berørte terapeuter og plejepersonaler har med det afsæt et stort ønske om at opnå et tættere samarbejde om relevante borgere. Det forbedrer ikke kun samarbejdet med plejepersonalet, men også terapeuternes input til den enkelte borgers pleje, træning og rehabilitering.