Vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark med god specialiseret behandling på syghusene. Men der er behov for mere ensartet kvalitet på tværs af kommunerne og for at skabe mere sammenhæng i sundhedsvæsenet.

I Danmark lever vi længere og længere. Det er godt! Desværre viser Den Nationale Sundhedsprofil, at de ekstra leveår for mange ældres vedkommende betyder år med social og fysisk mistrivsel. Mange har i alderdommen flere samtidige sygdomme, hyppige hospitalsindlæggelser og et behov for hjælp fra det kommunale sundhedsvæsen.

Et sammenhængende sundhedsvæsen er derfor for stadig flere ældre en forudsætning for at leve et godt og værdigt liv som ældre. Danske Ældreråd anbefaler:

Ensartet og høj kvalitet

National kvalitetsplan skal forpligte kommunerne
Flere opgaver flytter fra sygehusene til kommunerne. Det bør blandt andet følges af nationale krav til kvaliteten, så borgerne sikres ensartet høj kvalitet på tværs af kommunerne. I dag fastlægger kommunerne i vid udstrækning selv serviceniveauet for deres tilbud til eksempelvis borgere med KOL, kræft og andre kroniske sygdomme.

En national kvalitetsplan skal både indeholde forpligtende kvalitetsstandarder på tværs af kommune, region og almen praksis samt forpligtende strukturer for samarbejdet, sådan at der bliver skabt gode betingelser for at koordinere forløbene på tværs af sektorer. Alt sammen er det indsatser, der skal bidrage til at mindske social ulighed i sundhed, så det ikke bliver din bopæl, dit uddannelsesniveau eller dine pårørende, der afgør, om du får den bedst mulige behandling.

Kommunale midlertidige pladser skal skrives ind i sundhedsloven
Kommunernes cirka 3.500 midlertidige pladser udgør en vigtig brik i det danske sundhedsvæsen. I takt med accelererede udskrivelsesforløb kommer flere og flere borgere ind forbi de midlertidige pladser i overgangen til eget hjem eller plejebolig.

Det er en udfordring for sundhedsvæsenet, at dette nødvendige tilbud til en gruppe meget svækkede borgere, der har behov for behandling og genoptræning/rehabilitering efter sundhedsloven ikke er defineret i lovgivningen, og at der ikke er klare rammer for indholdet af tilbuddet. Det betyder blandt andet, at der ikke er tilstrækkelig lægedækning på de midlertidige pladser, at der ikke må opbevares medicin på pladserne, ligesom nogle kommuner opkræver betaling for kost og service på pladserne, hvis borgeren opholder sig på pladsen under serviceloven.

Derfor bør sundhedsloven indeholde krav til kommunerne om at tilbyde midlertidigt ophold til personer, der har et sundhedsfagligt begrundet behov for en døgnplads, for eksempel som følge af en indlæggelse, palliative behov eller med henblik på at forebygge indlæggelse.

Der skal etableres en selvstændig paragraf i sundhedsloven, der forpligter kommunerne til at tilbyde midlertidigt døgnophold til borgere, der har et sundhedsfagligt begrundet behov herfor. Det skal bl.a. sikre, at:

• Der er lægeadgang og –dækning på de midlertidige pladser.
• Det sundhedsfaglige personale på de midlertidige pladser som minimum har læseadgang til patientens journal, så de har det fulde overblik over patientens forløb, epikrise samt eventuelle diagnoser med videre.
• Problematikken vedrørende medicinadgang løses, således at den enkelte, syge borger ikke skal være afhængig af pårørende for at få en medicin, han eller hun har brug for i forbindelse med ophold på de midlertidige pladser.
• Der er klare og tydelige krav til kvalitet, kompetencer og indsatser på de midlertidige pladser, som bygger på sundhedsfaglig evidens og best practice.
• Borgere, der har et sundhedsfagligt begrundet behov for ophold på midlertidige pladser, ikke mødes med krav om egenbetaling.

Midlerne skal følge med
Vi bliver flere ældre i de kommende år. Det betyder et større pres på sundhedsvæsenet, og det er helt afgørende, at finansieringen af sundhedsvæsenet følger med den demografiske udvikling. Men det er lige så afgørende, at pengene følger med opgaven. Så når flere opgaver rykker fra den specialiserede behandling på sygehusene og ud til almen praksis og kommunerne, så skal pengene følge med. Ellers risikerer vi et sundhedsvæsen, der knækker over på midten af vægten af den kæmpe opgave, der skal løses i det nære sundhedsvæsen tæt på borgerne.

Sammenhængende patientforløb

Forpligtende samarbejder på tværs af sektorer
I 2022 etableres der sundhedsklynger, der er formaliserede samarbejder mellem region og kommuner. Sundhedsklyngerne bør danne afsæt for forpligtende samarbejde i form af fælles finansiering og strukturer for de patientgrupper, der typisk går på tværs af kommune og region – fx ældre patienter med flere samtidige sygdomme. Hvis ikke finansieringen går på tværs af sektorer, er det svært at lykkes med at skabe sammenhængende forløb.

Styrk borgerinddragelsen
Det er en forudsætning for at udvikle vores fælles sundhedsvæsen, at borgere og patienter inddrages i samarbejdet. Derfor er der behov for at styrke borgerinddragelsen meget mere i det danske sundhedsvæsen.

Patienter og pårørende skal inddrages systematisk i deres eget forløb. Det kræver, at sundhedspersonalet har stærke kompetencer til at arbejde med at involvere patienterne i beslutninger om deres behandling, og at der afsættes tid og ressourcer til dette både i kommune og region. Derfor er det nødvendigt at sikre en systematisk borgerinddragelse i den nye struktur med sundhedsklynger, således at klyngerne forpligtes til at involvere borgere både på det politiske niveau og på det fagligt strategiske niveau.

Bedre rehabiliteringsforløb i kommunerne
Siden 2015 har kommunerne været forpligtet til at tilbyde rehabiliteringsforløb efter § 83 a i serviceloven til borgere, som forventes at kunne have gavn af dette. Et rehabiliteringsforløb kan bidrage til, at borgerne genvinder funktionsevne og kan derved forebygge yderligere sygdom, ensomhed og social isolation.

Der er fortsat meget store forskelle i måden, hvorpå kommunerne organiserer deres rehabiliteringsindsatser, herunder hvem der får tilbuddet om et rehabiliteringsforløb. Der er også store forskelle på, hvilke indsatser borgerne tilbydes og den effekt, borgerne oplever af forløbene. Kommunernes rehabiliteringsindsats bør derfor understøttes af tydeligere, faglige retningslinjer for indhold, målgrupper og metoder, som bygger på den bedst tilgængelige viden om effekten af rehabiliteringsforløb.

Ældre patienter med multisygdom skal understøttes bedre
Mange ældre borgere har flere samtidige sygdomme. Ofte er behandlingerne og forløbene ikke koordinerede, og det er svært for den enkelte borger at navigere i.

Samtidig har gruppen af multisyge patienter ofte forløb hos både kommune, sygehus og egen læge. De sundhedsprofessionelle mangler desuden overblik over det samlede forløb, bl.a. fordi de ikke har adgang til andre sektorers journaler. Der er derfor brug for at skabe mere sammenhæng, fx ved at indføre ret til en forløbskoordinator for den ældre multisyge patient eller ved at sikre tæt samarbejde mellem kommune og sygehus i forbindelse med indlæggelser og udskrivninger.

ANDRE MÆRKESAGER