Den kommunale pleje og hjælp bliver stadig mere udbygget og specialiseret. Det betyder, at borgeren kommer i kontakt med flere forskellige funktioner og medarbejdere end tidligere. Videnscenter for værdig ældrepleje har bedt Vive undersøge borgernes oplevelse af sammenhæng i den kommunale pleje og hjælp.
I rapporten, der bygger på interview med 24 ældre borgere, kan man blandt andet læse, at det har stor betydning for de ældre, om der er sammenhæng mellem den hjælp, de forventer at få, og den hjælp de oplever faktisk at få. Dette gælder både omfanget af hjælpen og kvaliteten i udførelsen.
Nogle ældre oplever således, at hjælpen ikke udgør en reel hjælp, hvilket er en kilde til stor frustration. Omvendt bidrager oplevelsen af et match mellem forventninger og faktisk hjælp til en følelse af sammenhæng og tilfredshed.
Vigtigt med personkontinuitet og relationer
Det er også afgørende for de ældres oplevelse af sammenhæng i hjælpen, at de ikke møder for mange forskellige medarbejdere.
I rapporten lyder det, at fra de ældre borgeres perspektiv handler personkontinuitet ikke om koordinering, planlægning og informationsflow mellem de forskellige fagpersoner, der varetager opgaverne for kommunen. Dette har borgerne ikke direkte indsigt i. Det handler om den relation, de selv har til disse fagpersoner, og hvordan den får konkret betydning for deres oplevelser af kvalitet, sikkerhed og værdighed.
Mange af de ældre eller deres pårørende har oplevet, at plejeopgaver bliver løst forskelligt eller bliver løst dårligere, når der er stor udskiftning i personalet, og at helbredsudfordringer bliver overset.
For borgere med særlige vanskeligheder – psykisk sygdom, kognitive eller sanserelaterede funktionsnedsættelser – kan det være særligt vanskeligt at få overblik over, hvem der kommer i hjemmet, og hvad de skal.
Borgeren laver et stort relationsarbejde
Rapporten peger også på, at det at modtage hjælp i ens hjem indebærer et relationsarbejde for borgeren. Borgeren åbner sit hjem, byder hjælperne indenfor, indretter sig på tidsplaner og stiller sig til rådighed for hjælp.
Det betyder, at borgerne gør en stor indsats for at lære medarbejderne at kende og skabe en fælles forståelse af de opgaver, der skal løses, at etablere gode og forudsigelige rutiner og et samarbejde, som både den kommunale medarbejder og den ældre kan acceptere, hvor der tages højde for, hvordan den ældres helbredssituation, trivsel og praktiske behov udvikler sig. Disse fordele ved at have fast personale giver borgere og pårørende tryghed.
Når ældre peger på, at manglende personkontinuitet er et af de største problemer i deres kontakt med hjemmeplejen, så handler det derfor ikke kun om, at det er rart at kende hinanden.
Skiftende medarbejdere bryder sammenhængen i hverdagen, og for mange følger der en oplevelse af social, kognitiv og helbredsmæssig belastning med, som vejer tungt hos allerede svage ældre, lyder det i rapporten.
De pårørendes rolle
Undersøgelsen viser ikke et entydigt billede af pårørendes engagement i de ældres hverdag og deres rolle i forhold til den kommunale hjælp.
Det er forskelligt, om der er pårørende eller ikke, om eventuelle pårørende kan og vil yde et bidrag til den ældres hverdag, om den ældre ønsker dette osv.
Når der er pårørende, som er tæt på den ældre, så bidrager de på flere måder til at skabe sammenhæng i den ældres hverdag. De varetager både praktiske opgaver og nogle gange plejeopgaver.
De pårørende i undersøgelsen vil gerne hjælpe, men oplever også, at de er nødt til det for at kompensere for den kommunale hjælp. De holder nogle gange øje med opgaveløsningen hos medarbejdere fra især hjemmeplejen og den kommunale rengøring for at sikre kvaliteten.
I nogle tilfælde – ofte ægtefæller – påtager de sig at tage kontakten med kommunen, især hvis deres mand eller kone ikke selv magter det, men de oplever også, at det indebærer en risiko for at blive opfattet som besværlige.
For svækkede ældre uden pårørende er de pårørendes indsats en luksus, de må undvære, og de må selv forsøge at skabe sammenhæng, når den mangler i den kommunale hjælp.
De ældre, der omvendt ikke ønsker at få hjælp fra fx voksne børn, peger på, at de tilvælger samværet frem for deres støtte. Heri ligger blandt andet, at den ældre kan være til stede i relationen som socialt ligeværdig snarere end en svækket person med behov for hjælp, lyder det i rapporten.