De fleste ældre beboere på plejehjem er færdigvaccinerede og dermed godt beskyttet mod covid-19. Det samme gælder for en stor del af personalet. Derfor ophæves besøgsrestriktionerne på de plejehjem, plejeboliger, sociale institutioner og aflastningspladser, hvor mere end 80 procent af beboerne er færdigvaccinerede, oplyser Sundhedsstyrelsen.

– Mange ældre har været isoleret fra deres familie og venner siden begyndelsen af epidemien. Der er ingen tvivl om, at det vil have stor betydning for den enkelte, at de nu kan mødes med deres familie og venner igen. De skal ikke længere være bekymrede for at blive alvorligt syge eller indlagt på sygehus. Et kram og igen at være tæt sammen med ens nærmeste kan jo gøre en kæmpe forskel for, hvordan de har det, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg.

Også vaccineret personale får færre restriktioner
Hvis mere end 80 procent af beboerne på institutionen er færdigvaccinerede, behøver vaccineret personale, der arbejder på blandt andet plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser og sociale institutioner, ikke længere at lade sig teste regelmæssigt, hvis de selv er færdigvaccineret og ikke har symptomer på covid-19.

Fremover behøver en vaccineret person, der bliver nær kontakt til en smittet, heller ikke længere at selvisolere sig, hvis personen er færdigvaccineret og ikke har symptomer på covid-19.

– Dermed bliver det muligt for for eksempel sundhedspersonale at fortsætte med at gå på arbejde, selv om de er nære kontakter til en smittet. Det har stor betydning for vores sundhedsvæsen, som i længere tid har været presset, og som nu i højere grad kan dække alle funktioner og få vagtplaner til at gå op, siger Bolette Søborg.

Lempelserne gælder også vaccinerede personer i øget risiko, der fremover kan gå på arbejde, som de plejer, hvis de samtidig overholder Sundhedsstyrelsens gode råd til forebyggelse af smitte. De bør dog fortsat ikke have arbejdsopgaver, hvor størstedelen af arbejdet består i at pleje, give omsorg eller behandling af eller have tæt kontakt med personer med mistænkt eller bekræftet covid-19, for eksempel på covid-19 afsnit på sygehus.

På arbejdspladser i sundheds- og plejesektoren samt i visse dele af socialområdet, hvor personale i større omfang er vaccineret, kan vigtige møder, undervisning og konferencer fremover foregå med kun en meters afstand mellem personer.

Mere information findes i rapporten ”Anbefalinger for vaccinerede personer

Læs også anbefalinger for vaccinerede personer