Teknologien kan i dag teknisk set snart gøre alt. Derfor er det mere interessant at diskutere, hvad man vil bruge teknologien til, end hvad teknologien kan. Professor Ulrik Kjær, der var oplægsholder på Danske Ældreråds store ældrepolitiske konference, peger på tre teknologiske dilemmaer, som det er vigtigt at diskutere, inden det er for sent.
– Når man i dag diskuterer teknologi handler det meget om, hvad teknologien kan. Men i virkeligheden er det en uinteressant diskussion. For teknologien kan snart alt. Det giver mere mening at diskutere hvor meget man vil bruge teknologien og til, hvad man vil bruge den, lyder det fra Ulrik Kjær, der professor på Syddansk Universitet.
Pres for at bruge teknologien
En af de store udfordringer er, at når først teknologien eksisterer, så opstår et pres for, at den bliver brugt.
– Selvfølgelig skal vi bruge velfærdsteknologien. Den hjælper os meget, og der er en masse teknologi, vi ikke kan undvære. For eksempel er det smart, at en sosu-hjælper har en smartphone. Men da smartphonen har indbygget mikrofon, er der også mulighed for at sætte en algoritme til at lytte med og analysere tonen i samtalen med den ældre. Det vil på et tidspunkt også blive muligt at lave en algoritme, der kan forudsige demens flere år i forvejen. Når først teknologien eksisterer, vil der komme et pres for at bruge teknologien. Derfor skal de etiske diskussioner tages, inden vi har teknologien, påpeger Ulrik Kjær.
Er det ok velfærdsstaten lyver for demente
En af de diskussioner, der ifølge Ulrik Kjær skal tages nu, er etikken omkring brugen af Virtual Reality (VR) i ældreplejen.
Såkaldte VR-briller kan føre ældre ind i et digitalt univers, der er filmet eller programmeret, så de oplever, at de er et andet sted, end de fysisk er. De kan gennem VR-brillen for eksempel opleve, at de er på ferie, skovtur, er tilbage i tiden eller noget helt fjerde.
– Der er brug for en principiel diskussion af, om det er værdigt at give plejehjemsbeboere en brille på, der eksempelvis tager dem tilbage i tid og på ferie i Thailand. I min optik bilder man den ældre ind, at han var i Thailand. Så sat på spidsen, er spørgsmålet, om vi vil acceptere, at det er ok, at den danske velfærdsstat lyver for mennesker med demens.
Men VR-brillen og andre teknologier rejser også en række spørgsmål, om man overhovedet skal bruge de data, teknologierne potentielt kan indsamle. Og i givet fald, hvad skal man bruge data til, og hvem skal have kontrollen?
– Den dag vi har sensorer på os, der registrerer, hvilket humør vi er i, om vi er på vej til at blive demente, hvem ejer så de data? Er det kommunen, os selv, et privat firma eller andre? Det er noget, vi har behov for at få en debat om, inden det er for sent, fortæller Ulrik Kjær.
Identitetspolitik og klimaspørgsmålet
Også klimaspørgsmål og identitetspolitikken forudser Ulrik Kjær bliver en del af fremtidens diskussioner om velfærdsteknologi på ældreområdet.
– Man kan spare C02 ved at holde de ældre indendørs. At sætte en VR-brille på plejehjemsbeboere er mere klimavenligt end at tage minibussen på skovtur, ligesom det er mere klimavenligt at behandle folk i eget hjem via telemedicin, end at de transporterer sig frem og tilbage mellem eget hjem og sygehus. Vi forventer i dag ikke at møde sådanne argumenter, men hvad hvis vi møder dem i morgen af nogen, som er yngre og som har en anden dagsorden?
I dag tilbyder mange kommuner skærmbesøg. Ulrik Kjær spår, at om nogle år vil dette blive udvidet til, at ældre kan sætte et computergenereret filter over den hjemmehjælper, man får besøg af, så vedkommende får det udseende, man ønsker.
Teknologien, der gør det muligt, hedder Augmented Reality (AR) og er kendetegnet ved, at den giver et udvidet syn på virkeligheden, idet man gennem en skærm – for eksempel en VR-brille – ser computergenerede billeder, lyd eller anden data oven på den faktiske virkelighed.
Det gør det blandt andet muligt at sætte et filter over på hjemmehjælperen i stuen, så vedkommende får det udseende, man ønsker. Det gør det potentielt også muligt at sætte et filter over dem, man spiser med, så det for eksempel ser ud som om, at man spiser sammen med kongehuset eller deltagerne i Vild med Dans frem for andre plejehjemsbeboere.
– Hvis man selv kan vælge køn eller hudfarve på hjemmehjælperen i stuen, skal man så have lov til det? Skal man have lov til at trække sig ind i en virtuel verden? Og hvordan skal vi behandle den form for data, der fortæller om borgerens præferencer? Teknologien lægger op til nogle store identitetspolitiske diskussioner.
Lighed i adgangen til teknologi
En tredje stor diskussion, der presser sig på, er spørgsmålet om lige adgang til de bedste teknologier. Nye teknologier som VR-brillen og robotterne kommer i vidt forskellig kvalitet. Nogle fås med softwareprogrammer, der kan meget, andre fås med softwareprogrammer, der er billige og kan meget lidt.
– Vi kommer til at diskutere den ulighed, der opstår, fordi rige kommuner vil kunne tilbyde deres borgere bedre velfærdsteknologier og telemedicinske løsninger end de fattige kommuner. Men vi kommer også til at diskutere den problemstilling, at det i fremtiden ikke nødvendigvis er kommunen, der betaler for teknologierne. Det kan også være private udbydere, som for eksempel kommer med en gratis genoptræningsbrille og som modydelse får lov til at trække data ud, slutter Ulrik Kjær.
Ulrik Kjær stillede i sit oplæg på Danske Ældreråds Ældrepolitiske konference 10 spørgsmål til overvejelse.
Disse velfærdsteknologier bruges allerede nu i kommunerne
Hvis du er interesseret i at se, hvilke konkrete teknologier, der er i spil i de enkelte kommuner, har KL lavet et Velfærdsteknologisk Danmarkskort, som kan ses her
Hvordan ser kommunerne på den teknologiske fremtid?
Hvis du er interesseret i at læse, hvilke perspektiver kommunerne ser i brugen af teknologi, er det værd at læse rapporten ”Kommunernes teknologiske fremtid”, som KL i 2018 bad konsulenthuset DareDisrupt udarbejde.
Et koncentrat af rapporten kan læses på denne hjemmeside
Publiceret 30. november 2019